Efter gårdagens bageprojekter, og uforstyrret samværd med børneguldet, er hverdagen nu i højeste hug.
Morgenregimet er blevet udvidet med nogle af de russiske twists (gad vide om de skal have nyt navn?) jeg fik ‘ordineret’ på min Valjeviken rehabiliteringstræning i december.
Nu er træningsvægterne blev opgraderet med en kettlebell, og en yogamåtte, så jeg ikke udelukkende laver øvelserne siddende i stolen 👩🏻🦽, men faktisk kan komme ned på gulvet.
(Har dog alarm knappen indenfor for rækkevidde), for selv en fighter skal være fornuftig og ikke udfordre skæbnen.
Ved min udvidede hjælpemiddels gennemgang, blev det jo ekstra synligt, hvorfor min livskvalitet er øget, selvom kroppen degenererer og smerte er en daglig forhindring.
Og hun foreslog faktisk at ståbordet/gåbordet evt. blev opgraderet med en lidt smartere model, med flere justeringsmuligheder og ikke mindst mulighed for at låse/bremse uden at skulle have hjælp eller selv køre rundt om den og låse de 4 hjul.
Idag fungerer det udelukkende som ståbord, benene vil ikke flytte sig, hvis jeg ikke kan se dem, og det kan jeg ikke, når jeg hænger på det, og min impingement irriterede skulder, satte aktivt stop for min gåtræning hos fysioterapeuten, allerede året inden corona ødelagde alle de gængse rutiner.
Sidenhen har fysioterapeuten fået nye græs gange efter noget forældreorlov og barsel, så jeg skal have fat i neuro aktiv med henblik på neurologisk orienteret rehabiliteringstræning, de ville ikke hjælpe, sidst jeg tog kontakt, eftersom jeg stadig var ‘tilknyttet’ fysioterapeuten, uanset min forklaring om, at han udelukkende så mig hver 8.-10. uge, og min seperationsangst (han har hjulpet mig siden jeg blev udskrevet i 2015) gjorde, at jeg ikke ville klippe båndet.
Nu et båndet klippet, og nye udfordringer venter.
Vi skal have de der ben, optimeret.
Sjovt som ens prioriteringer og drømme ændres, når livets forudsætninger vendes på hovedet, og nogen ryster posen med alle ens planer, drømme og forventninger.
Jeg drømmer stadig om, at kunne aflaste Kristian og komme tilbage i arbejde, men pt er arbejdet, at holde kroppen i gang, når nu den ikke kører på autopilot. Drømmen om at kunne hjælpe ungerne ordentligt ind på boligmarkedet lever også stadig.
Men der er kommet nye drømme om træningsmaskiner til, eller en super terrænggående kørestol, det kunne gøre paintball mulig igen… drømme holder os i gang:-)
Kronisk levende 