Hvad er det vigtigste, du altid har med dig?
-Spørger ‘the dailypromt’
Hjertet. Enkelt og så alligevel ikke.
Over tid har jeg indset, at den der mavefornemmelse for mig hænger sammen med mit hjerte og mit nærvær, og har jeg ikke rigtig godt det med mig i det jeg gør, så bliver det ikke rigtigt godt. Med hjertet!
Vores samfund er ikke rigtig gearet til, at man skal huske hjertet i det man gør,
At lægge hele sit hjerte i noget indebærer, at man gør noget med sin maksimale indsats, lidenskab og entusiasme. Og det er da en god begyndelse.
I min optik bliver vi lidt lykkeligere i livet hvis vi udfører et meningsfuldt arbejde.
Men det der er meningsfyldt for mig, er ikke nødvendigvis menjngsfyldt for dig, og det er jo godt for vi har bruge for alle lag og meget forskelligeområder i samfundet, for at få hjulene til at dreje rundt.
Vi kan ikke allesammen være entreprenører, Direktører og ledere på projektet.
Og der vil med garanti opstå tilfælde i livet, hvor det er ren overlevelse og vi ‘bare’ er nødt til at gøre vores job. Og det er ikke altid lige sjovt, præcis som livet selv.
Jeg er vokset op med forældre, der ikke brød sig synderligt meget om de jobs de havde, det var ren overlevelse og jeg så deres længsel efter weekender, ferier og helligdage og indså at sådan ville jeg ikke leve, for der er langt flere hverdage i livet end weekender, ferier og helligdage.
Vi er nødt til i stor udstrækning at udføre arbejde/leve et liv*, der tænder vores lidenskab, arbejde, der begejstrer os, arbejde, som vi faktisk giver en skid om.
Jeg er lykkeligst, når jeg ved, at det arbejde, jeg har udført, påvirker nogen på en positiv måde. Det er det, der giver mig mulighed for at være den bedste version af mig selv.
Jeg kan kun leve med mig selv, når jeg ved, at jeg har prøvet.
Jeg kan kun elske det, jeg laver, hvis jeg lægger min 100% i.
Jeg kan kun være mig selv og stoppe med at forsøge at være nogen anden, hvis jeg gør ting fra hjertet.
*leve et liv, jeg tabte min identitet, da jeg efter 20 års+ fyldt med skolegang, studier, bachelor og kandidatuddannelse pludselig stod med en førtidspension 37 år gammel.🤯
Det tog lang tid at finde ind til navet i cykelhjulet/kernen/centret af nærvær.
Men pludselig sker det; brikker falder på plads og de mange års træning i basal kropskundskab giver pludselig mening . Og ALT begynder med en tanke.
Less is more, nu er mindfulness , kropskundskab , ReDo , mediyoga, og nu også rigtig yoga for mig insigtsgivende og udviklende, og selvom kroppen stadig er ret meget off-line har jeg fundet en ny normal, med fokus på nærvær, selvomsorg og hjerte.
Kronisk levende 