Featured

Selvindsigt

Dagen idag bød på tid til eftertanke og reflektion.
Værdien af stilhed og ind imellem at kigge dybt indad er noget, som siden barnben har været utrolig vigtigt for mig.

Det har egentlig ikke noget med min katolske skolegang eller religion, at gøre men er en stor del af, hvordan jeg er menneske. Og jeg finder ro i kirken.

Så idag var färdtjänsten booket lidt tidligere og et besøg i kirken gav lidt tiltrængt ro.

At tænde lys, og sende en tanke til dem der ikke længere er blandt os, dem som har bekymringer, et lys for tro, håb, kærlighed og helbred giver mig en ro, jeg ikke finder andetsteds.

Tænder lys for tro, håb, kærlighed og helbred for alle jeg kender, må de bedste dage i din fortid blive de værste i din fremtid❤️🙏🏻📿🕯

Så længe jeg kan huske, har jeg haft en stemme i mig, der ofte hviskede, at jeg ikke duede, som jeg var.
En stemme, der blev meget højlydt, når jeg gjorde noget klodset eller uklogt, når jeg fejlede eller gjorde noget forkert.
Den samme stemme var altid sær stum, når det lykkedes mig, at gøre noget godt.

Og jeg forstod sidenhen, at det ikke kun var et personligt problem; noget jeg gik og tumlede med, men noget rigtig mange kunne nikke genkendende til.

Efter mange års selvransagelse og terapi har jeg indset, at det er en del af den kulturarv, vi lever med.
Mange lever med en stadigt brummende, kritisk stemme indenbord.
En stemme, der er ugenerøs, når den taler til os, selv om vi ofte kun har begået en uskyldig fejl.
Vi går ofte og bærer en følelse af ikke at være nok i os selv, en frygt for at blive “afsløret“.
Vi tvivler på, at folk ville kunne lide os, hvis de vidste, hvordan vi virkelig er.
Vi iscenesætter istedet os selv.
For at være på den sikre side.

Idag følger jeg Sokrates’ visdom; Vær som du ønsker at fremstå.

Jeg kommer stadig den dag ihu, som var det igår, hvor jeg til en sammenkomst ikke havde nået, at bage en kage, som jeg ellers plejede, og min kære ven sagde; Tina, du er ikke her for din kages skyld, du er her, fordi vi gerne vil se dig, og være sammen med dig.

Det minde ligger trygt forvaret i det indre arkiv, og minder mig om, at jeg altid gerne vil være den bedste version af mig selv, for min skyld.

Og at jeg er noget værd.

Det er nemt at både undres og blive forfærdet over alle de vanvittige, fuldstændig ucensurerede tanker, der finder sted derinde i arkivet.
Det er i sådanne situationer, at man er glad for, at omgivelserne ikke kan tankelæse.
Men det er en trøst er, at sådan er det samme for alle.
Det er helt naturligt. Intet mærkværdigt end sige bemærkelsesværdigt overhovedet. Det gælder om, at forstå, at de netop er tanker — ikke skinbarlige sandheder.

Og en af de mange kundskaber, som med års flid er blevet tillagt i værktøjskassen er at, ikke tro på alt hvad jeg tænker. Og sidenhen, at mestre at bare observere tanken uden, at handle på den.

Den har taget mange års finjustering, at bemestre, og selv da falder jeg ind imellem i tankemylderfælden og må bare overgive mig til panikangst og koldsved.

Livet er en pågående proces, og ofte lærer vi mens vi fløjter afsted i høj fart, hvor risicien for fejl er overhængende stor. Men en klog mand sagde engang, at det er af fejlene vi lærer noget.

Men som sagt, er kirken et frirum for mig, præcis som skoven, markernes vejende aks eller havets klukkende bølger.

St:Johannes Kyrkan i Malmö.
Herren er min hyrde
Davidsalme 23
Davidssalme 23 findes i Det Gamle Testamente i Salmernes bog.

v1.Salme af David.
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
v2.han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
v3.Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
v4.Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
v5.Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
v6.Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

Vi holder os selv tilbage, når vi bliver bange for at fejle. Errare humanum est. Det er menneskeligt, at fejle.

Når vi er bange for at begå fejl, holder vi os til det sikre.
På den måde fratager vi os selv muligheden for at prøve og lære noget nyt.
Vi kan ikke lære og prøve nyt af uden at fejle, sådan er det.
Når noget er ukendt for os, skal vi øve os, før vi bliver bedre, og til slut kunne gøre det uden fejl.
Vi skal fejle og lære af vores fejl.
Det er sådan, det er at indlære.
Derfor er det at fejle en god ting.

Vi skal istedet glæde os over vores fejl.

Når vi laver fejl, betyder det nemlig, at vi er ved at lære noget.
Det er ensbetydende med, at vi tør kaste os ud i noget nyt.
At vi er modige, når vi laver fejl og tør stå ved vores fejl.
Det er sådan, andre ser os, selv om vi ikke altid tror det.

Hvis ikke vi fejler, lærer vi intet og bliver ikke klogere.

Så fortsætter vi blot med at være uvidende, om det vi ellers ville fejle med.
Det betyder altså, at vi ikke prøver nyt.
Når vi prøver nyt, vil vi nemlig altid fejle og blive klogere af vores fejl.
Det er altid fejlene, vi lærer af. Hvis du ikke er parat til at tage fejl, vil du aldrig komme med noget originalt.

“Success is often achieved by those who don’t know that failure is inevitable.” – Coco Chanel

As quoted in Believing in Ourselves (1992) by Armand Eisen, p. 15

Alle fejl kan føre til succes.

Det er en succes, når vi giver os selv lov til at fejle.
Ydermere er det en succes, når vi fortsætter efter at have fejlet.
Succes opnås ofte af dem, der ikke ved, at fiasko er uundgåelig, som Coco Chanel så elegant udtalte.


Successen kommer, enten fordi vi fortsætter, eller fordi vi lykkedes med det, der før fejlede.
Den kommer også, fordi vi lærer af fejlen.
Der er altså mange potentielle successer at opleve efter en fejl.

Livet sker mens vi laver planer.

En tidlig tirsdag morgen på vej til mammografi; nu hvor jeg helt mangler følesansen, er jeg enormt taknemmelig for, at indkaldelsen, der kommer med jævne mellemrum. (18-24 måneders interval.)

Solen står op på smukkeste vis. Kølig med fantastisk 🌅
Tålmodighed er en dyd
Mammografi er en tilbagevendede begivenhed. Hvilket jeg værdsætter højt, da selvundersøgelse ikke rigtigt fungerer, når man mangler følesans.

Egentlig var planen et kort hvil derhjemme inden dagens besøg hos ergoterapeuten. Men en af rejserne med färdtjänst blev aflyst, så planen blev revideret til istedet, at indeholde lidt cruising rundt i byen i tidsrummet mellem mammografiaftalen kl. 08:35 og aftalen hos ergoterapeuten, Catrin kl. 13:00….
Så det bliver en lang dag, hvor jeg forventer, at være hjemme omkring kl. 16.00. En dag hvor indlagte micro pause er nødvendige hvia jeg skal klare det.

Redigeret; da jeg befandt mig præcis udenfor mammografiafdelingen får jeg en sms om sygdom på afdelingen, og at der vil blive sendt nye indkaldelser ud, desorienteret kører jeg op på afdelingen og tjekker ind, hvilket til min overraskelse fungerer, jeg spørger venligt en sygeplejerske, om det er muligt, at vente, hun siger at de i øjeblikket ringer og skriver rundt og afbooker dagens aftaler, men måske hun fornemmer min desperation, for hun indvilger i, at jeg kan vente, så det gør jeg.
At køre hjem 👩🏻‍🦼på den forkerte side af +2 timer for sidenhen at skulle køre tilbage🦼 til Krocksbäck rehab, en rejse på yderligere 2 timer findes ikke med I mine overvejelser, dels på grund af mit energiniveau og dels pga Wheelies batterikapacitet ikke rækker til 26 km non stop kørsel.

Så endnu en gang er livet et spørgsmål om at lære, at vi kan planlægge nok så meget, det kommer bare ofte nogen og ryster posen.

Så strategien med at tage alt time for time er nok den bedste taktik.

Plant et frø.

Brugte noget af søndagen på at sætte tulipan løg, det var hårdt, men en reminder om, at forsøge, og selvom resultatet måske ikke bliver så frugtfuldt som man havde håbet.

Vi er vores valg.

-Jean-Paul Sartre
Tulipaner plantes i år for at kunne sprede glæde næste år.

Sidste år satte Kristian tulipaner, og da bladene kom frem, frostskadede og sønderrevne, tænkte jeg de bliver aldrig til noget… men hvor intet vover… og de blev til flotteste tulipaner, der var os gennem foråret.

De tulipanløg der blev sat sidste år, spredte så megen glæde og satte virkelig kulør på tilværelsen, da de tittede frem efter en kold vinter🌷💐

Med tid og tålmodighed kan virkeligheden ind i mellem overgå fantasien. Så bliv ved med at ‘sætte løg’. Også selvom det kan synes nyttesløst i stunden.

Og det er vel egentlig en passende analogi over livet, at sætte et frø, i håbet om, at der vokser noget frem.

De træer, der vokser langsomt, bærer den bedste frugt.

-Moliere

En torsdag i september 👩🏻‍🦼

Nå men dagens udflugt bekræftede, at det aldrig er det vi bekymrer os mest for, der spænder ben.

Jeg havde forsøgt, at rykke tiden da den krashede med mit basal kropskundskabspas, men at få konsulentens kalender til at gå op med ergoterapetens kalender, har været mission impossible og aftalen, der har været på tegnebrædtet siden april, er allerede udskudt et par gange, så det var bare at acceptere tiden.

Jeg kunne desværre ikke få booket en färdtjänstsrejse og skulle derfor selv køre ind👩🏻‍🦼 til byen, og havde sagt til min ergoterapeut, at hun skulle ringe tidligt, hvis det blev aflyst, for det tager mig 1,5-2 timer at komme ind, og så ringer hjælpemiddel centralen et kvarter inden aftalen, da jeg er lige rundt om hjørnet, og meddeler, at de har forsøgt, at få fat i min ergoterapeut siden kl.8:00 for konsulenten er syg🤯

Nå men jeg sender ergoterapeuten en sms, så hun ikke også skal cykle forgæves, og hun svarer hun har været til lægen med sin datter og har derfor ikke haft mobilen på, og min første tanke er, fedt med en nærværende forælder.
Hun tilbyder at jeg istedet kan komme ned til hende og få en omgang paraffin behandling og ‘tanke’ wheelie 🔌🔋👩🏻‍🦼.

Jeg takker pænt nej tak, for jeg har allerede vendt kareten og sat kursen mod Limhamn og det kropkundskabspas, jeg troede jeg ville misse, der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

På vejen passerede jeg den heftigeste plæne/rabatklipper jeg længe har set.

Ham her vandt legetøjslotteriet på kontoret. Gad vide om de slår om hvem der skal have tjansen🤣
Jag har set for meget Starship Troopers.

Så solskin, frisk luft, vindrueranker, sci-fi maskiner og tossede forboldbaner foruden en formidabelt pas, hvor nervesystemet blev rebootet, det må siges, at være win-win❤️

På vej til hjælpemiddelcentralen.👩🏻‍🦼
Klagshamn vingård
Kroksbäck fodboldbane.
“Puckelbollplanen i Kroksbäck är ett konstverk skapat av konstnären Johan Ferner Ström.
Puckelfotbollsplan, Kroksbäck, Malmö.jpg
Världens första och enda puckelbollplan finns i Kroksbäck Malmö. Bygget av puckelplanen startade i april 2009 och invigdes den 6 september samma år. Den är 25×40 meter stor. Till skillnad från en riktig fotbollsplan är puckelbollplanen ojämn med pucklar och kullar, målen olika stora och linjerna krokiga.”

Eftermiddagen blev brugt til at træne finmotorik, og sige velkommen til efteråret.
🍃🍂🍁🍄

Så er der efterårspyntet.
🍃🍂🍁 Erle, Perle, Pif, Paf, Puf🍃🍂🍁

Imorgen er det fredag og så venter en valg-weekend i Sveriges land🇸🇪

Lad ikke morgendagens bekymringer stjæle dagens glæde ❤️

Det blev en lang køretur idag.

Livet ruller på.

Mandagens tjek på urologen satte gang i tanker og funderinger.
Trist over at PTNS behandlingen ikke længere er løsningen for mig, men glad for de tre år, den alligevel har ’købt’ mig.
Når man mister kontroll over blære og tarm (og andre autonome funktioner) bliver livet bare lidt mere kompliceret.
Der er kommet endnu en tablet til samlingen af vitaminer og mineraler (det faktum at morgenmedicinerne deles i to fordi min mave ikke magter mængden af væske, der skal til at få dem ordentligt ned er tankevækkende.)

Tirsdag var en produktiv dag med ergoterapi på programmet, jeg ser frem imod, at hjemmehjælpen evt kan delegeres at udtage rørligheden i mine fingre, for selvom selve paraffin behandlingen og øvelserne tager 30-45 minutter, klapper det sjældent med kørslen, så typisk bliver jeg hentet kl.11:30 og er retur på matriklen omkring kl.15:00-15:30, selvom min tid er kl.14.
Så det bliver et helt halvdags projekt. Kan det barberes ned til, en gang pr måned istedet for 4, frigiver det en masse tid og energi.
Vi må se hvad fremtiden bringer, kommunens ergoterapeut har barsel pt. men har pænt varslet at vi kigger på det når han kommer tilbage.

Jeg overraskede Kristian med indbagt laks med spinat og en blandet salat, desværre satte mavekramperne ind inden vi skulle spise, så jeg kunne ikke selv konstatere om, det var umagen værd.

Og tirsdag aften døde endnu en PEG knap, jeg takker for at det skete her hjemme og ikke i weekenden hvor jeg var på Valjeviken, for selvom jeg altid har en ekstra knap med, når jeg rejser, havde jeg ikke det store kit med. Altså intet stetoskop og lakmuspapir.
(Som bruges for at tjekke at knappen faktiskt er havnet korrekt i mavesækken.
Det er så let at miste perspektivet, og bare være tvær over, at livet spænder ben, men vi bestemmer faktisk selv, hvad vi tage ud af en given situation.
Ja jeg kan være muggen over, at endnu en knap ’døde’ før tid, (den skulle have været byttet næste fredag), eller jeg kan være taknemmelig over, at det skete i trygge omgivelser og at jeg rent faktisk kan bytte den selv, istedet for at skulle køre på skadestuen en tirsdag kl 23:30, hvor jeg formentlig skulle guide en anden igennem proceduren, for med mindre sygeplejersken er stomi orienteret, ville han/hun formentlig ikke have styr på, hvor meget vand ballonen rummer (varierer efter fabrikat, størrelse mm).

Onsdag var det tid til at genoptage bassintræningen.
Jeg kom alt for tidligt ind til byen og klog af skade, hoppede jeg ikke direkte i bassinet, men fik istedet slået et sving forbi kirken og tændt et lys.
Et øjeblik helliget reflektion er ikke en dårlig rutine.
Og jeg nåede alligevel at få flettet 1/2 times ekstra træning ind, armhævningerne er jeg specielt glad for.

Da jeg blev hentet efter træningen funderede jeg på, om jeg skulle bede om, at blive smidt ved Malmö mässen, hvor der er hjælpemiddelmesse, (tirsdag og onsdag) men eftersom jeg ikke kunne få en senere bil hjem, opgav jeg projektet, a) fordi jeg var i Emanuella👩🏻‍🦽, der ikke tilbagelægger 10 km med samme selvsikkerhed som Wheelie 👩🏻‍🦼. b) torsdag skal jeg køre 15 km ind til byen og er derfor nødt til at rationere mine ressourcer en anelse. c) nogen gange må man bare værdsætte glæde ved at gå glip af noget (JOMO JoyOfMissingOut)
Sidder fredfyldt og restituerer da mobilen ringer kl.17:16 og det så er färdtjänstschauffören, der spørger om han kan komme tidligere! Til den rejse som app’en kun kunne sige ’fejl opstået’ til eller ’rejsealternativet findes ikke’.
Nå men han kunne så gå tidligere til pause og jeg kan så ringe til Kundeservice imorgen og være en feedback givende kunde.

Imorgen torsdag byder normalt på basal kroppskännedom, men den eneste tid jeg kunne få hos hjælpemiddelcentralen, der skal udstyre Wheelie med en positioneringssele var imorgen kl.10:00, så ingen basal kroppskännedom men istedet en 👩🏻‍🦼tur fra Klagshamn til Kronqvistgatan i Malmö, for selvom turen blev forsøgt indbooket for 14 dage siden er det lige så håbløst som at få kørsel til Basalen. Dybt suk!

Nå men ny dag, og nye tag,

TWDAMSAFG
The world doesn’t always make sense at first glance

En anden slags mærkedag.

Alligevel vildt der er gået 8 år, siden jeg faldt hjemme ad flere omgange i løbet af dagen, og blev indlagt natten til den 16. August.
Heldigvis vidste jeg ikke da, at den indlæggelse ville sprede sig over adskellige afdelinger; medicinsk, intensiv, neuro obs, neuro, gastro, korttidsboende og genoptræning på Orup rehabiliteringssygehus.

Perspektiv.

8 år siden jeg falder omkuld, fordi mine ben ikke kan længere kan bære mig, falder flere gange i løbet af dagen og jeg må tilkalde hjemmehjælp via min alarmknap for at komme op igen 2 gange, hvor jeg er landet så dumt, at jeg ikke vil risikere, at Max og Kristina kommer til skade ved at hjælpe mig.

Om natten føler jeg, at min krop langsomt visner bort nedefra og op, og da det når brystkassen er jeg for alvor ekstremt bange, jeg vækker Kristian og siger, at nu ringer jeg efter en ambulance.
Ambulansen kommer, og Ambulance føreren laver en babinski (spids genstand trækkes under fod) og jeg skriger i smerte, hvorved han konkluderer, at der ikke er noget galt med mig, jeg skal selv gå til ambulancen, hvilket jeg ikke kan, jeg hænger på de to ambulance førere.
Ved indskrivningen joker ambulance føreren med en kollega om, at jeg er hjemme inden det er tid til morgenmad, for mig er der intet galt med.
Hvor ville jeg ønske han havde ret.
Fire timer efter indlæggelse er jeg paralyseret fra halsen og ned – og man er bange for at neuropatien skal sætte sig på åndedrættet.
Jeg bliver totalt paralyseret fra halsen og ned og kan de næste syv/otte uger udelukkende flytte hovedet fra side til side.
Åhh hvor jeg drømte om, selv at kunne tage briller på, eller bare at kunne klø mig selv på næsen. Eller et par høretelefoner.
Jeg kunne end ikke trykke på den udvidede version af en alarmknap.
4 uger lå jeg i et glasbur på Malmö universitetssjukhus’s Akutte Neuro Obs. Afdeling, uden anden forstrøelse end, at observere dygtige læger og sygeplejersker.
Min journal vidner om panikken, der pågik bag gardinerne. Jeg blev behandlet med plasmapheres (en rensning af blodet; 7 behandlinger, for derefter at modtage 7 behandlinger med immunoglobulin (IVI-g). Og langsomt stagnerede paralysen.
En sural nerve biopsi, AV! Udført af en sublim håndkirurg, hvor ironien i, at en håndkirurg, skulle ‘høste’ en biopsi fra min ankel bestemt ikke var spildt.

Desværre viste den patologiske undersøgelse, at både myelin og axon var brændt af, som han så illustrativt fortalte, det svarede til, at man havde smidt en brødrister i badekarret.

Det betyder at al motorik og sensorik er væk. Jeg er følelsesløs fra halsen og ned og alle autonome bevægelser er væk. Jeg skal ”tænke alt”, for at det sker.
I mit tilfælde er det både myelinet (isoleringen) rundt om nerverne og axonet, altså selve nerven, der er ‘brændt af’.
Det betyder at det næppe bliver meget bedre. Det er nødvendig med livslang fysioterapi og arbejdsterapi, hvis jeg vil beholde de kropsfunktioner jeg har tilbage.

Efter nogle måneders indlæggelse. Skulle jeg lære, at bruge kroppen igen, løfte ben, og med tid og tålmodighed lærte jeg, at anvende armene en anelse, og blev i november overflyttet til et korttidsboende/plejehjem, men blev stadig løftet med lift fra seng til kørestol. Og efter yderligere nogle måneder blev jeg overflyttet til Orup rehabiliteringssygehus.
I marts 2015 bliver jeg udskrevet efter mere end syv måneders indlæggelse.

Min mand laver følgende opslag;, en opdatering på mine vegne, set fra hans perspektiv.

Tina Wronski-Petersen er afmagret og godt afkræftet brænder udvendigt – temp 34,3 frossen inden i.
Efter 2 gode styrt med rollatoren i går – det første går hun bagover og lander på ryggen – det andet blev værre – hun ramte håndtagene til rulleren med armhulerne – så armene strejker på samme måde som benene – så både ben og arme sover – hun forklarer at det føles som om kroppen er ved at lukke ned og trods godt smertestillet gør det ondt overalt.

Jeg vil gerne køre hende på sygehuset – kan godt sætte hende i rullestolen og trille ned på p-plads og vippe hende over i bilen – men hun kan ikke sidde – er helt mat, kan knapt holde sit eget hoved.

Hun ringer 112 og afhentes af 2 ambulancefolk fra #Falck. Og det er også pænt af dem at komme og hente hende i ambulance kl 4 om natten – den står så oppe på en sti ikke langt fra huset – måske de skulle have taget båren med ned til huset? Næh – hun ska selv gå – dog støttet i armhulerne af Falckredderne (og det brokker jeg mig over for der er hun pænt medtaget efter styrtet) – benene vil ikke som Ambulancefolkene vil og hun klapper sammen imellem Dem et par gange, hængende i armene – på exede ben der ikke er der – ska hun alligevel gå til Ambulancen.

Jeg forventer ikke mirakler og ved godt at Falckfolkene blot udfører transporten – men hvor lidt skulle der egentligt have været gjort fra at dette var en værdig oplevelse.

Nu er det nemt nok at være bagklog og sige – det dér kunne jeg have gjort bedre selv. Bedre for Tina. Men på den anden side – hvis ambullancefolkene havde været lidt mere vågne – så havde de hentet båren og trillet hende hen til Ambulancen. Og derved været meget bedre end mig.

Da hun så også skal sidde op på båren på vej ind – tænker jeg – “fandme elendigt håndværk” – det der er dårligt – er det virklig sådan man behandler kraftesløse mennesker – der i måske livets sidste stund og afmagt ringer 112?

Hvor er det ærgeligt. Nå – nok om dårligt håndværk – håber at lægerne på Meduzinsk ell Gastro kan tage sig en tænkepause – fjerne dårligdommene, få lagt noget vædske og næring ind og så skal jeg nok selv køre ind og hente Tina når hun er på højkant. Det var min nat – nu ska jeg op – ka’ I have det rigtigt rart – hold jer muntre og friske – så i slipper for oplevelser som vores!

Sådan ser det ud d.18. August hvor jeg skulle have været hjemme og fejre, af min datter blev 16.

Hindsight 20/20

I bagklogskabens lys træffes alle de perfekt beslutninger, for facittet er i hånd. Og valg kan efterrationaliseres.

Sådan så livet ud på denne dag i 2014. Lidet vidste jeg, at jeg 6 dage senere ville blive hentet i en ambulance og måtte tilbringe de næste +7 måneder på henholdsvis intensiv afdelingen, Neuro obs, neuro, gastro, Lundavägens korttidsboende og afslutningsvis Orup rehabiliteringssygehus.

Jeg bevæger mig op og ned gennem livets bølgedal … hvem har sagt det skal være nemt …

Et tilbageblik idag, for jeg henter styrke i de kampe, jeg allerede har kæmpet, som har gjort mig klogere på mig, min krop, min tankevirsomhed og min styrke.

En tåre på min kind … Kira synger nænsomt; I´m losing You … men denne gang er det mit valg … At sætte det sidste punktum …

Et smil i vinden, fang det gem det i dit hjerte, du fortjener det …dagen i dag har budt på Déjà vu i form af gamle dagbøger. Foruden et ihærdigt forsøg på, at gøre mig klar til observatørrollen, når Neuro’s ekstra kongress snart løbet af stablen.

Min dagbog bliver gemt væk igen, men jeg vil altid være artisten med det skrøbelige hjerte… der balancerer på livets line … den tynde is … men lander blidt i lykkeland … for det kan tankens kraft … Jeg er på rette vej … jeg er kommet SÅ langt.

Når du hjælper andre, gør det dig stærk. Og når andre bruger det de har lært af dig, så mangedobles din indsats i verden.

Man kan tale hele livet, uden at vide hvad man skal sige, eller gå på alle veje uden at vide hvor man skal blive.

Man kan være tusind år og aldrig have levet, for hvad er tid der går, mod det du har bedrevet. Vi ses måske hvem ved … et eller andet sted … vi ses måske hvem ved … men hvor du end går hen så tag mine ord med.

Man kan læse hele livet og kun komme til side 9, eller danse hele natten selvom festen er forbi, man kan tænke tusindvis af tanker og aldrig blive klogere, for tanker bliver til tåger, hvis man intet vover.

Øresundsbroen fra udsigtspunktet 10/8 20:53 . Eet minut og solen er gået ned for idag.

Bliv bekvem med det, der ligger udenfor din bekvemshedssfære

Vi har alle en tærskel for hvad der er ubekvemt eller direkte ubehageligt. Hvor denne tærskel ligger, varierer fra person til person. Jo højere din tærskel er, jo mere komfortabel er du med at være udenfor din komfortzone. (Bekvemmelighedssfære)

Der er dog trin, du kan tage for at gøre det lettere at træde uden for din komfortzone uanset dit naturlige komfortniveau.

Vigtigheden af at være bekvem udenfor sin komfortzone og sætte prioriteringer.

Der opstår mange situationer gennem livet, hvor vi vil befinde os udenfor vores komfortzone, og de er vigtige for, at vi kan vokse og lære. Vil du eksempelvis være stærkere, kan du træne din fysik. Hvis du vil forbedre dine skrivefærdigheder, bør du skrive oftere i stedet for at sidde derhjemme og skrolle på sociale medier eller begrave dig i diverse streamingtjenester. Hvis du altid bliver i din komfortzone og undgår situationer, hvor du måske kan fejle eller som du synes er ubehagelige, så efterlader det dig ingen mulighed at vokse som individ.

Hvorfor nogle mennesker er mere komfortable med at være ubekvemme.

Nogle mennesker er naturligvis mere komfortable med at kaste sig ud i at prøve nye ting i livet; dette er det modsatte af det, der er kendt som adfærdsmæssig hæmning. Nogle mennesker er dog mere komfortable udenfor deres komfortzone, simpelthen fordi de har valgt konstant at strække deres grænser.

En alternativ form for håndtræning er for mig, at male, jeg er mest bekvem med akrylmaling, hvor imod akvarelmaling er langt udenfor min komfortzone. Jeg plejer, at bruge for meget vand, ødelægge både papir og processen med at frembringe et motiv. Men nogle gange skal man bare presse sig selv lidt og udfordre sine valg, og ikke altid bare vælge det sikre.

Disse mennesker har allerede for vane at presse sig selv til deres grænser, så de ved, hvordan det er at være uden for deres komfortzone. Disse mennesker har en øget tolerance for ubehag, fordi de er blevet desensitiserede over tid. Konstant at stå over for nye vanskelige situationer og lære af dem har efterladt dem stærkere, end de var før.

I starten vil det være svært, at føle sig godt tilpas med at opleve nye situationer, men efterhånden som du får erfaring og lærer af dine fejl, bliver det lettere.

Selvlært erfaring.
Hvad er forskellen mellem at være ukomfortabel og være bange?

At være ukomfortabel betyder, at du er i en situation, hvor tingene er ukendte, uden for normen og til og med uforudsigelige. I modsætning hertil indebærer det at være bange, frygt eller angst for, at der sker noget farligt med dig selv eller andre. Du kan være ubekvem uden at være bange. At være ukomfortabel er en normal og sund tilgang til livet, som ikke altid kan undgåes. Når man oplever noget nyt eller anderledes oplever folk oftest en eller anden form for ubehag, men sidenhen tilpasser man sig situationen efter at man er blevet vant til den.

Nøglen er kundskab og øvelse, at opnå tryghed i den nye situation. Hvis man på den anden side altid oplever intens frygt eller angst i nye situationer kan dette være et tegn på mentale udfordringer som man bør få hjælp med. I mit tilfælde har jeg været i kontakt med både en psykiater og sidenhen psykolog for at finde nye værktøjer, så jeg har kunnet kapere de daglige udfordringer livet ofte byder på.

Sådan omfavner du ubehag.

At omfavne ubehag vil ikke være let, men det kan være nødvendigt, hvis du vil opleve personlig vækst. Det første skridt er, at anerkende de ting, der gør dig utilpas og vide, hvordan de får dig til at føle og hvorfor. Dette vil gøre det muligt for dig at identificere, hvilke typer oplevelser du skal opsøge og prøve af. At kende de unikke udløsere, der gør dig utilpas og møde disse udfordringer i stedet for at vende dig væk fra dem, er den bedste måde at lære og vokse på.

Den eneste vej til virkelig viden er erfaring.

Et menneske, der aldrig har lavet en fejl, har aldrig prøvet noget nyt.

Albert Einstein

Nedenfor kommer nogle forslag til at takle ubekvemheden.

Tag risici og udfordre dig selv ved at gøre ubekvemme ting.

Gør noget, som du er ubekvem ved at gøre, selvom det ikke resulterer i øjeblikkelig positiv feedback eller belønning. At have erfaring med at “gøre” bygger tillid og hjælper med at opbygge færdigheder til at håndtere fremtidige problemer, der kan opstå uden for din komfortzone.

Prøv nye ting så som nye fødevarer eller en ny aktivitet.

Vær fordomsfri og fleksibel. Dette udvider dine horisonter og udsætter dig for nye oplevelser, der kan være gavnlige for at hjælpe dig med at vokse på et personligt plan.

Udforsk nye oplevelser, selvom de er anderledes end det, du er vant til.

Hvis man altid gør, som man altid har gjort, får man altid det samme resultat. Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang som skabte dem. Vær en elev af verden og stil spørgsmål. Ved at gøre det, vil du lære nye ting og blive udsat for forskellige mennesker med forskellige baggrunde. Dette vil gøre dit liv mere tilfredsstillende, selvom det til tider gør det uforudsigeligt eller til og med ubehageligt.

Bliv fortrolig med ubehag i sociale omgivelser.

Prøv at være mere social og acceptere det ubehag, der følger med. Over tid vil du blive en bedre conversationalist, lære at interagere med mennesker i forskellige situationer og måske til og med få nye venner.

Tag risikoen for at blive afvist og mærk det ubehag, der følger med. At tage chancer hjælper dig med at vokse som person. De fleste mennesker vil beundre dig, fordi de ved, hvor meget mod, det krævede at tage en sådan handling.

Bliv komfortabel med at være anderledes.

Omfavn at du skiller dig ud i stedet for at forsøge at være som alle andre. At gøre det hjælper dig med at indse, at det er okay ikke at passe ind i mængden, og at der er andre mennesker, der har det på samme måde som dig. Vi er alle forskellige.

Bliv komfortabel med at udfordre overbevisninger, ideer eller meninger om dig selv og andre. Det er okay, at sætte spørgsmålstegn ved noget.

Lav en liste over fem ting, som du virkelig gerne vil gøre, der gør dig utilpas. Lav et løfte til dig selv om langsomt at gå gennem din liste og fuldføre opgaverne.

Sådan føler du dig mindre sårbar, når du er uden for din komfortzone.

Det er nemt at begynde at føle sig sårbar, når du er uden for din komfortzone. Hvordan kan du føle dig mindre sårbar? Nedenfor er nogle tips til, hvordan du føler dig mindre sårbar, når du er uden for din komfortzone.

•Stop med at sammenligne dig selv med andre og fokuser på din egen personlige vækst.

Alle er på et andet niveau, og alle vokser på deres egen måde. Hvordan kan du fokusere din energi på dig selv i stedet for at sammenligne dig selv med andre?

•Start i det små, når du prøver noget nyt.

Den bedste måde at starte på, er med babyskridt, såsom at tage et skridt hver dag mod den retning, der interesserer dig. Hvordan hjælper dette? Det virker, fordi det gradvist udsætter dig for en ny oplevelse. Hvordan kan du tage babyskridt i stedet for at springe lige frem?

•Fortæl dig selv, at andre mennesker også er uden for deres komfortzone.

Alle er i en anden situation, så husk, at ikke alle har det let. Selvom det kan se ud som om de gør det, er det vigtigt at huske, at alle går igennem deres egne vanskeligheder. Hvordan hjælper dette? Hvis du ser en anden kæmpe, kan du indse, at du ikke er den eneste person, der bliver nervøs eller er ubekvem.

•Øv mindfulness og meditation for at bevare fodfæstet.

Næste gang du er i en ubekvem situation, så prøv at forblive rolig og gentag gerne et mantra, der vil forhindrer dit sind i at spinne ud af kontrol. Du kan vælge at sige ting som “Jeg er sikker, jeg er stærk og jeg klarer det her” eller forestille dig, at dine følelser skyller væk med hver bølge, der styrter ned på kysten. Selv bruger jeg ofte; jeg kan, jeg vil, jeg skal. Og så har min mand lært mig; at der ikke findes problemer, bare opgaver af forskellig sværighedsgrad.

•Lav aktiviteter med en ven eller få lidt øvelse.

Du kan eksempelvis gøre din liste over fem aktiviteter mere overkommelig ved at gøre aktiviteterne med en ven. Andre kan have brug for øve sig på forhånd eller i det mindste vide, hvordan de arbejder for, at føle sig mere komfortable. Min tilgang med at se ting, som opgaver, istedet for problemer, giver mulighed for, at dele opgaven op i mindre delopgaver og dermed også bedre overblik. Med andre ord, få støtte eller lav noget research.

Husk, altid at prioritere dit velbefindende først.

Selvom det er vigtigt at skubbe dig selv uden for din komfortzone, så vær opmærksom på, at hvis du føler dig ekstremt ubekvem eller bange, kan det være bedst at bakke ud i et stykke tid. Og vælge det sikre alternativ.

For nogle mennesker kan angst være svækkende og altopslugende. Hvis du oplever alvorlig angst eller frygt, kan dette være et tegn på en angstlidelse, som kræver professionel behandling. Kontakt din læge, hvis du er bekymret for, at din frygt eller angst er mere, end du kan håndtere på egen hånd.

At stress påvirker kroppen, kan vi alle kan mærke.

Når du føler dig stresset, tændes forskellige ikke-viljestyrede/ kontrollerede kropsfunktioner, såsom øget åndedræt og muskelspændinger, men der er også et væld af kemiske, såsom hormonelle reaktioner i kroppen.

Kortsigtet udgør det ikke et problem, men du går med en konstant stresspåslag i lang tid, beskadiger det kroppens indviklede systemer, der ikke er lavet til den ekstreme stress.

Det er heller ikke så simpelt som det er ekstern stress, der skal tage for at det skal være skadeligt.

Selv medfødte svagheder, både mentale og kropslige, bidrager til, at nogle mennesker har en lettere tid at udvikle stressrelaterede psykosomatiske symptomer.

Forbindelsen mellem krop og sind er reel, men det betyder ikke, at det altid er let at forstå. Når det kommer til at få dybere indsigt i din mentale sundhed og trivsel, og husk venligst at jeg ikke er læge, men patient med lang tids erfaring og et nysgerrigt sind, der gerne vil forstå, hvordan vi hænger sammen. Hvorfor krop og knop reagerer som de gør. Jeg vil så gerne hjælpe andre i samme båd, og måske hjælpe nogen til at gøre deres rejse lettere.

Kilder;Kampman O, Viikki M, Leinonen E. Anxiety Disorders and Temperament-an Update Review. Curr Psychiatry Rep. 2017;19(5):27. doi:10.1007/s11920-017-0779-5

En livsreminder.

For nogle dage side dukkede følge de op, som Facebook minde, men teksten er stadig vigtig og yderst relevant.

Husk stadig, at sætte livet og døden på dagsordenen mens du kan❤️

“You can’t wait until life isn’t hard anymore before you decide to be happy.”

Nightbirde

Den 13.juli 2019 skrev jeg følgende:

Debatten om aktiv dødshjælp kører i både Danmark og Sverige, og debatten er vigtig, men indeholder nogle svære etiske dilemmaer.

Husk at sætte livet og døden på dagsordenen mens du kan.

Man skal have lov til selvbestemmelse, men som certificeret kørestolspilot med flere autoimmune kroniske sygdomme inde på livet, kan jeg blive skræmt af, de moralske og etiske linier, der skal krydses.

Oplever medpatienter, der reelt frygter for, at nogen anden (social og sundhedspersonel, læger, samfundet) beslutter, at nu er de blevet for dyre, at holde i live, så nu må vi hellere hjælpe dem herfra. Med mere eller mindre ufrivillig aktiv dødshjælp.

Skal det unge menneske, der i periode måske sørger over tab af kropsfunktioner eller lignende, impulsivt beslutte, at nu er det slut.

I det akutte stadie, hvor depression er en helt naturlig del af det kroniske forløb, frygter jeg, at man kan komme til at vælge permanente løsninger, på temporere problemer. At det der i stunden virker uoverkommeligt faktisk kan resultere i mange gode år efterfølgende. Livet er det der sker, mens vi har travlt med lave planer, og ofte bliver livet ikke som vi havde tænkt os, men gør det vore liv til dårlige liv, eller uværdige liv.

Livet er en stadig proces, en rejse om man vil, og når man først har indløst billetten, så er der ikke rigtig nogen vej tilbage.

Som kronisk syg førtidspensionist ser jeg ud på livet og funderer på hvorfor dette helvede har ramt netop mig, vores lille familie.

Synes at hele mit 46-årige liv har været en lang sygdomshistorie, men når jeg opsummerer så er der rigtig mange små glimt af lykke.

Hvordan vil andre huske mig, som hende der altid var syg, havde ondt eller brokkede sig, eller som en stædig kvinde med en livsvilje af stål og en utrættelig evne til at forsøge, at forsøge at vende, alt det negative om til noget positivt.

Det er svært, når det ikke er en medfødt egenskab at tænke positivt…

Da jeg var sytten fik jeg fjernet min galdeblære på grund af utroligt mange galdesten. .
Jeg havde stadig usigeligt ondt efter galdeblæreoperation (den blev bort taget kirugisk, gammeldags vis)
Jeg havde galdegrus. Sten i forskellig størrelse og de holdt op med at tælle ved 175.
De fandt ingen og årsag og som 18-årig fik jeg at vide at det måttet jeg lære at lève med.

Byttede læge kort tid efter og han mente det kunne være delve arvævet, der gav problemer, så han satte akupunktur nåle langs arret (ca 6 cm hen over maven) og sprøjtede saltvandsløsning ind for at rykke arvvævet. I begyndelsen en gang om ugen, så hver anden uge.. og så videre.
Var smertefri i mange år inden vi måtte tage en runde mer. Jeg er stendanner og bare fordi Jeg ikke længere har en galdeblære, er det ikke ensbetydende med at Jeg ikke danner sten.
Idag løser jeg den “opgave” med Resium® 2-3 gange om året og kan både mærke og høre når sten passerer:-(

Men jeg har altid følt at jeg har trukket ”nitten” helbredsmæssigt.
Ved mit første barn fik jeg en fødselsdepression. Og da dén var stabiliseret, var jeg så uheldig at slå mit hoved, hvilket gav en alvorlig hjernerystelse –efter to år blev jeg diagnosticeret med en lille hjerneskade.
I 2007 blev jeg igen syg med influenzaagtige symptomer og taber over 25 kilo på fjorten dage – og bliver indlagt på hospitalet. Det næste års tid ryger jeg ind og ud af afdelingerne, hvor de blandt andet anklager mig for at være alkoholiker, fordi min lever og nyrer er påvirkede. Det viser sig dog, at det er vægttabet der har været årsag til påvirkningerne.

Samtidig mistænker de kræft i lymfekirtlerne og jeg får foretaget en akut operation. Heldigvis er der ikke tale om kræft.
Kirurgen tager ved samme lejlighed en biopsi af tarmene og efter 8 måneders ventetid (man mangler patologer i Skåne) får jeg konstateret kronisk intestinal pseudo obstruction (også kaldet falsk tarmslyng, det vil sige tarmslyngslignende smerter 24/6/365 siden 2007) og flere undersøgelser påviser samtidig gastroparese.
Igennem de næste år ryger jeg igen ind og ud af hospitalet. På grund af den autoimmune neuropati, der påvirker mit mave-tarmsystem er jeg meget dårlig til at optage næring, vitaminer og mineraler.
Jeg får både indopereret PEG (en sonde i mavesækken.) og Port-a-cath (Infusionskateter.) (har haft 3)
Port-a-catherne måtte de dog fjerne og opgive på grund af flere blodforgiftninger. Har til dato haft fjorten forgiftninger, hvoraf de tre har placeret mig i livstruende tilstand på intensivafdelingen.
Jeg får nu sondenæring og næringsdrikke og bliver en gang imellem indlagt for at få TPN behandling – dvs. drop med næring direkte i blodet via kateter indlagt i halsen.
I december 2010 måtte jeg kapitulere på arbejdsmarkedet og fik bevilget førtidspension.

Disse år er tankerne til tider MEGET sorte, men jeg opdager, via medpatienter, at det er helt NORMALT, når livet pludselig slår nogle uforudsiglige sving.

I august 2014 får jeg pludselig føleforstyrrelser og meget svært ved at trække vejret. Jeg bliver indlagt natten over på hospitalet, men bliver udskrevet om morgenen med Nexium mod reflux (tilbageløb af maveindhold fra mavesækken.) og bliver bedt om at kontakte min gastrolæge med henblik på at få foretaget en neurologisk undersøgelse og får en indkaldelse gastroskopi. Men jeg når aldrig nogen af delene.

I midten af august falder jeg om to gange i løbet af dagen og må tilkalde hjemmehjælp for at komme op igen. Om natten føler jeg, at min krop ligesom visner væk og jeg bliver meget bange og ringer efter en ambulance. Fire timer efter indlæggelse er jeg paralyseret fra halsen og ned – og man er bange for at neuropatien skal sætte sig på åndedrættet.
Jeg er paralyseret fra halsen og ned og kan kun flytte hovedet fra side til side i syv uger.

Jeg kunne INTET, bortset fra at vende hovedet fra side til side. Selv alarmklokken kunne jeg ikke betjene.
Men jeg slap for respirator.

Efter nogle måneders indlæggelse. Kunne anvende armene en anelse, og blev overflyttet til et Korttidsboende, men blev stadig løftet fra seng til kørestol. Og efter yderligere nogle måneder bliver jeg overflyttet til et rehabiliteringssygehus.
I marts 2015 bliver jeg udskrevet efter mere end syv måneders indlæggelse.

Tænk hvis nogen havde givet op på mine vegne; trods flere meget sorte huller, kæmper jeg alt jeg kan, da jeg havner på intensiv og det pludselig bliver et spørgsmål om liv og død.
Vi havde haft samtaler om liv og død, og da jeg ligger og kæmper bliver jeg pludselig bange for, at alt er slut, og at ingen vil kæmpe for og med mig. Jeg fortæller min mand, at uanset om jeg bare kan sidde i en stol og sidde, så vil jeg se mine børn vokse op.
Da stolen så efterfølgende er en realitet, er det alligevel ikke helt nok, og jeg kæmper stadig en daglig kamp for at bibeholde de kropsfunktioner, jeg idag har tilbage.

Det hele begyndte som Guillian Barrés-syndrom og ender med en diagnose der hedder Polyneuropati AMSAN. (Der er en subversion af Guillain Barrés Syndrom.)

D.18/8-2014, min datter fylder 16, og istedet for at være hjemme og fejre hende ligger jeg paralyseret fra halsen og ned på Skånes universitetssjukhus Malmö, intensiv afdelingen. Og danser atter tango med døden.

Det betyder at al motorik og sensorik er væk. Jeg er følelsesløs fra halsen og ned og alle autonome bevægelser er væk. Jeg skal ”tænke alt”, for at det sker.
I mit tilfælde er det både myelinet rundt om nerverne og axonet, altså selve nerven, der er ‘brændt af’. Det betyder at det næppe bliver meget bedre. Det er nødvendig med livslang fysioterapi og arbejdsterapi, hvis jeg vil beholde de kropsfunktioner jeg har tilbage. Jeg er i dag certificeret kørestolspilot og har ingen kontrol over hverken blære eller tarmfunktion.
Men heldigvis er min livskvalitet er blevet noget bedre ved hjælp af et hav af hjælpemidler.

Skånes universitetssjukhus Malmö 19. September 2014. Jeg blev liftet fra seng til HD kørestol, en stol jeg ikke selv kunne køre, jeg kunne knap holde mit eget hovede.

Jeg ligger desværre konstant på en 8’er på VAS.
Selv med smertelindrende plaster på 150microg/time og 10 ml ren morfin direkte IV via CVK, kommer den ikke længre ned end 7 på VAS, smerteklinikken og div. hospitaler kan intet gøre for at smertelindre yderligere.😞

Så jeg var nødt til at træffe et valg, for hvis jeg var nødt til at vente på, at jeg var smertefri, så ville jeg aldrig komme over i kørestolen og ud af sengen.

Et år senere, kan jeg tænke mine bevægelser og selv forflytte mig rundt i Wheelie. Jeg bliver beviljet en Invacare TDX SP2; og Wheelie ankommer I midt en af juli 2015.

Det er på ingen måde let, og jeg kan da se, at det påvirker mig og min krop altid at være i smerte, min unger siger at mit neutrale ansigtsudtryk er blevet mere plaget, hvilket selvfølgelig gør mig trist, men jeg vil ikke blive mine diagnoser.

Mine primære sygdomme kronisk pseudo obstruction (falsk tarmslyng) og polyneuropati AMSAN, gør livet svært, men ikke umuligt, og når man har ligget uger, hvor det eneste man kunne bevæge var hovedet fra side til side, så lærer man at smerte er relativ, den er der 24/7/365, men viljen til at ville klare sig er større.

Hvert klik på tastaturet gør ubeskriveligt ondt, men jeg forsøger alligevel.
Bare at trække vejret gør ondt, så derfor har jeg fået en meget overfladisk vejrtrækning.

Det jeg vil sige med alt det her, er at man/kroppen kan finde en vej gennem smerten, hvis det nu viser sig at man ikke kan finde en smertelindrende løsning, og har udtømt alle andre muligheder.

Kroppen kan mer end vi tror, og på en eller anden meta fysisk måde, lærer man at abstrahere fra smertenerne.
Bare tænk på hvor smertefuld en fødsel er, og alligevel får kvinder i visse tilfælde flere børn.

I mit tilfælde har jeg haft stor glæde af mindfulness, basal kroppskännodom og det faktum, at jeg ved, at jeg har gjort alt i min magt, for at få det bedre. Det hjalp også i henhold til, at min mand måtte acceptere at vi ikke kunne gøre mere, vi kunne slippe tanken og jagten på “det næste”, der kunne kurere mig.

Selv følgelig har jeg også dage, hvor livet er noget lo**, og jeg bare har lyst til at trække dynen op over hovedet, men de varer sjældent længe, men man er nødt til at give sig selv lov til at sørge over, at livet ikke lige blev som man havde drømt om.

Jeg havde aldrig tænkt tanken, jeg skulle førtidspensioneres, da jeg var under 40,eller skulle tilbringe så mange fødselsdage på hospitalet, eller ligge inde på sygehus i 7 måneder adskilt fra mine nære og kære og komme hjem i rullestol, men faktum er, det skete for mig, og jeg må forsøge at spille mit bedste spil, med de kort, jeg nu en gang har fået på hånden.
Når folk siger, jeg er stærk, bliver jeg altid lige forundret, for min optik har jeg intet andet valg end at kæmpe.

For min del hjalp det, at skrive tingene ned, for vi (mennesket) har en tendens til (gud ske lov) at glemme, både hvor svære situationer, vi trods alt ER kommet igennem, men også alle de gode, de positive stunder som også er der, hvis bare vi vil se dem.

En gang i mellem er man simpelthen nødt til at skrue ned for forventningerne, jeg er nu i en situation, hvor bare det selv at kunne holde et glas og tage en tår vand, har kostet blod, sved og tårer.
Evnen til selv at kunne klæde mig på, at give min børn, min mand et kys og et kram.
Eller noget så banalt, som selv at kunne køre ud på toilettet og forflytte mig til toilet stolen, noget som langt de fleste mennesker bare gør hver evig eneste dag, ofte flere gange om dagen.

Men der er hårdt ikke rigtig, at kunne planlægge ture ud af huset, ferier, fødselsdage og sammenkomster.
Men man et nødt til at ignorere den kronisk dårlige samvittighed.

Selv om jeg har en god dag og morgenen forløber optimalt, opstår der stadig situationer, hvor jeg må melde afbud i elfte time.
Og jeg HADER det, men sådan ser livet ud nu.
Venner (dem der er tilbage) og familie kender jo mig og baggrunden, har set (hørt om min kamp) mig lænket i månedesvis til en seng ude af stand til at gøre noget selv, så de glædes når/hvis vi ses, istedet for at blive vrede, når ikke kabalen går op.

Det største problem er, min egen accept af tingenes tilstand.

-At jeg har kronisk intestinal pseudo obstruction (CIPO);en neuropati der sidder i nervebanerne i hele mave-og tarmkanalen.
Man har de heftigste tarmslyngssmerter, kramper, kvalme og opkastninger. Kroppen får signal om, at der er en obstruktion i tarmen, men der er intet fysisk stop/blokade. En uhelbredelig tilstand.

Disse smerter afhjælper matrifen/fentanyl plaster. Begyndte på 5 microgram/timen (2007) og over de næste år (2013/14) kom jeg op i 150 microgram/time, men valgte i samråd med lægen, at trappe ned til 50 microgram/timen, og det har Jeg nu ligget på siden 2014.

Det hjælper ikke på nervesmerterne i hænderne og fødderne, men de indvortes smerter, der eksisterer 24/7/365 og har gjort det siden 2007, bliver udholdelige med plastret og jeg klarer de daglige forflytninger fra seng til kørestol, og øvrige gøremål uden at tårerne triller hele tiden.

Har prøvet, at trappe yderligere ned, men så faldt livskvaliteten gevaldigt, og jeg var tilbage til at være sengebunden i fosterstilling.

Jeg har adspurgt både min gastrolæge og neurolog om at søge dispensation til Sativex (cannabinol præp.)fra lægemiddelstyrelsen her i Sverige, hvor jeg bor, men det er altså ikke lykkedes endnu.

Det udskrives og bevilges primært til patienter med MS og Parkinson’s.

Jeg har ketogan eller oxynorm som pn medicin ved akutte anfald, og der har Jeg formået at bibeholde samme styrke siden 2007, ved at skifte mellem de to præparater, derved snyder kroppen til at tro, at jeg får et ‘nyt’ vidunder præparat.

Jeg har ikke overskud til, ikke-kontrollerede præparater mht cannabis, tanken om at skulle udvurdere styrke, hver gang, jeg begyndte på et ny flaske fra et andet batch, fordi kvaliteten ville være skiftende alt efter det pågældende produkts ‘ingredienser’.

Vi er alle forskellige og morfika tager ikke de gængse nervesmerter, men mht de indvortes neuropatiske smerter har de en vis lindrende effekt.

At spontaniteten forsvinder fordi jeg er nødt til på forhånd, at vide om jeg kommer rundt med rullestolen og hvordan er toilet tilgangen det pågældende sted.

Det er let, at sige at man skal slippe afmagtsfølelsen, når handlingen er så meget sværere end så.

De første år havde jeg utrolig dårlig samvittighed over for specielt børnene.

Men jeg har forsøgt, at vende det om til noget positivt, at jeg nu har nogle dejlige, selvstændige unger,der når de får at vide, at idag må de selv klare aftensmaden , så kan de improvisere en omgang spaghetti med kødsauce og tilhørende grøntsager.

Hvor deres den gang jævnaldrende kammerater nok ville tage en omgang corn flakes eller en rugbrødsmad.

Det kunne de fordi, at jeg, når jeg ikke lå på hospitalet, havde mulighed for at inddrage dem i madlavning og tøjvask.

Dengang hadede jeg det, idag kan jeg se det som en styrke.

Men det har ikke været/ og er ikke let.

Det blev en lang beretning, men håber, at du der har krydset min vej på livets line, i den manege vi kalder livet, kan bruge noget af det. Om ikke andet en vished om, at artisten balancerer efter bedste evne, nu som fuldtids kørestolspilot, men de specialfremstillede ortopædiske sko, er røde, jakken der flagrer i vinden er stadig fød, når jeg kører i Wheelie, (min elektriske kørestol), men den er ikke forenelig med Manuella, (den manuelle kørestol) for den bliver fanget i hjulene, så jeg har præcis erhvervet en fin varm jakke, i en fin flaskegrøn farve (kunne ikke fås i rød), men håbet er grønt i min verden, så længe jeg kan sætte lidt kulør på hverdagen, når jeg kører rundt med et smil på læben, smerterne til trods, og vinden flagrende i håret…

Der er intet der er galt uden det er godt for noget.
Og jeg har fundet en ydmyghed for livet, der gør de små ting, store.
Selv at kunne trille ud og børste tænder om aftenen og drikke et glas iskoldt vand uden det kommer retur, så føler jeg mig lykkelig❤️
Men jeg er holdt helt op med, at sige; at nu kan det idet mindste ikke blive værre, for historien/livet har vist mig, at det altid kan blive værre.🙃

Alle bevægelser, tryk på tastaturet skal tænkes, så jeg beklager evt. trykfejl.

De varmeste knus og med ønsket om en human tilgang til og ydmyghed ind i livet.
-Tina

Link til TV2-Øst om aktiv dødshjælp eller manglen på samme. https://www.tv2east.dk/artikel/jeg-foeler-jeg-lever-paa-sidelinjen

Emanuella bragte mig rundt i Paris, en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.
Smilet kommer fra hjertet, jeg er i byernes by med manden, der kæmper for, og med mig❤️
Lå brak 3 dage efter, men der var fine synkroniserede film på fransk på hotellet.
Et rulleliv er ikke nødvendigvis et dårligt liv. Vi fejrede bryllupsdag på Kullens fyr.

“You can’t wait until life isn’t hard anymore until you decide to be happy.”

Jane Kristen Marczewski, Nightbirde, was an American singer-songwriter. December 29th 1990 – February 19th 2022. Nightbirde; Fly; https://youtu.be/h_8zLkPfHxs
Ind i spillet og spil din bedste hånd. Du kan godt ❤️
Maj 2021 Neuro’s rehabiliteringstræning. Tænk hvis nogen havde givet op på mine vegne en af de talrige gange Jeg har ligget på intensiven, ud fra et normativt begreb om, hvad et godt liv er. Original foto@Yvonne Rambring.

One day you will tell your story of how you’ve overcome what you’re going through now, and it will become part of someone else’s survivalguide.

Brene Brown

Situationsetiker eller stoiker.

Mens jeg har knoklet på med den basale kropskundskab (basal kroppskännedom) genopdager jeg Marcus Aurelius, og de store stoikere og igenkender tankemønstre og adfærd.

Det er lige meget om man kalder det smertevidenskab, basal kropskundskab (basal kroppskännodom), Feldenkreis eller psykodynamisk kropsterapi så længe det virker, kroppen lærer og danner nye synapser, og livet giver mening.

Gammel lærdom på nye flasker, måske.

Jeg er egentlig situationsetiker, hvilket jeg nok først forstod, da jeg læste jura, og hvor opgaver blev løst udfra juraens regler, men ofte efterfulgt af et men … fordi humanisten i mig havde svært ved udelukkende, at tage fakta i betraktning, da jeg synes livet, er SÅ meget mere end regler og fakta. Jeg har meget svært, ved ikke at tage personlige forhold med i mine overvejelser, når noget skal afgøres.

Jeg har forladt oldtidskundskabens Homer og Platon, Men Sokrates’ anskuelse om, at jo mere man ved, desto mere ved man , man ikke ved, har siden de ældste teenage år fodret min sult, på at lære mere.

Og senere kom Marcus Aurelius til, med sine stoiske tanker.

Centrale værdier er, at adskille følelse og fornuft, udøve selvkontrol og undgå følelsers indflydelse på ens beslutninger, da valg skal træffes ud fra fornuften alene på baggrund af selvindsigt.

Den ideelle stoiker er upåvirket af modgang og præget af fasthed og koldblodighed. At have en stoisk ro er, at have en uændret væremåde, uanset hvad der sker.

Vi står alle over for forhindringer/udfordringer i hverdagen, i livet. Nogle gange retfærdigt, men oftest helt uforskyldt.

Igen og igen viser det sig, at det, der betyder noget, ikke er, hvad disse barrierer består af, men hvordan vi ser på dem, hvordan vi reagerer på dem, og om de får os til at miste roen. Og til syvende og sidst lærer vi, at denne reaktion bestemmer, hvordan vi formår at håndtere dem – eller til og med, at vende dem til vores fordel.

Det er ikke hvordan man har det, men hvordan man tager det. For livet har vist mig, at det er hverken retfærdigt eller forudsigeligt.

Forhindringer/udfordringer kan være fysiske (f.eks. størrelse eller evne), mentale (f.eks. viden eller erfaring) eller følelsesmæssige (f.eks. frygt eller frustration). Hindringer kan også være reelle eller opfattede.

I dag står vi over for flere interne forhindringer end eksterne. Vi bliver stillet over for en overflod af muligheder og fremskridt, og vi vokser os komfortable, bløde og berettigede i kraft af de muligheder vi har og ofte tager for givet.

Ifølge stoicismen findes der ikke nogen højere autoritet end fornuften.

Verden er reguleret af verdensfornuften – ”logos”. Mennesket er en del af verden og har derfor del i verdensfornuften, der kaldes Gud.

Den romerske kejser Marcus Aurelius skrev engang:

”Hindring for handling fremmer handling. Det, der står i vejen, bliver vejen. “

The impediment to action advances action. What stands in the way becomes the way. – Marcus Aurelius, Meditations

“Begynd. At begynde er halvdelen af arbejdet, lad halvdelen stadig være; igen begynder dette, og du er færdig.”

“Lad aldrig fremtiden forstyrre dig. Du vil møde den, hvis du har brug for det, med de samme fornuftsvåben, som i dag bevæbner dig mod nutiden.”

Never let the future disturb you. You will meet it, if you have to, with the same weapons of reason which today arm you against the present. -Marcus Aurelius, Meditations.

“Der sker intet med nogen, som han ikke er dannet af naturen at bære.”

Nothing happens to any man that he is not formed by nature to bear. -Marcus Aurelius, Meditations.

“Når du står op om morgenen, så tænk på, hvilket dyrbart privilegium det er at være i live – at trække vejret, tænke, at nyde, at elske.”

When you arise in the morning think of what a privilege it is to be alive, to think, to enjoy, to love. -Marcus Aurelius, Meditations.

“Du har magt over dit sind – ikke uden for begivenheder. Indse dette, og du vil finde styrke.”

You have power over your mind – not outside events. Realize this, and you will find strength. -Marcus Aurelius, Meditations

Og stoicismen falder egentlig i hak med mit meget fatalistiske livssyn.

“Dit liv er, hvad dine tanker gør det.”

Our life is what our thoughts make it. -Marcus Aurelius, Meditations.

Alt, som sker i verden, er i overensstemmelse med verdensfornuften og skæbnen. Og det læner sig igen ind over min fatalistiske tilgang til livet.

At alting er skæbnebestemt (overordnet set). Der er (stort set) ingen tilfældigheder. Alting hænger sammen som årsag og virkning. Intet er uforklarligt. Husk, at du ikke er her for evigt

”Lad os lære vores sind at tænke som om vi var nået til slutningen af livet. Der vil ikke være noget yderligere. Lad os leve lyst hver dag. Han, der lever som om hans sidste dag på Jorden i dag ikke er ulykkelig og ikke spilder tid forgæves.”
-Seneca

”Nogle ting er inden for vores magt, mens andre ikke er det. I vores magt er der en mening, motivation, ønske, motvilje, og med et ord er alt, hvad der afhænger af os, ikke i vores magt – vores krop, vores ejendom, omdømme – med et ord, alt, hvad der ikke hører til os.” -Epictetus

Centrale værdier er at adskille følelse og fornuft, udøve selvkontrol og undgå følelsers indflydelse på ens beslutninger, da valg skal træffes ud fra fornuften alene på baggrund af selvindsigt.

Den ideelle stoiker er upåvirket af modgang og præget af fasthed og koldblodighed. At have en stoisk ro er at have en uændret væremåde, uanset hvad der sker.

Vi står alle over for forhindringer/udfordringer i hverdagen, i livet.

Sådanne forhindringer/udfordringer kan være fysiske (f.eks. størrelse eller evne), mentale (f.eks. viden eller erfaring) eller følelsesmæssige (f.eks. frygt eller frustration).

Hindringer kan også være reelle eller opfattede.

I dag står vi over for flere interne forhindringer end eksterne. Vi bliver stillet over for en overflod af muligheder og fremskridt, og vi vokser os komfortable, bløde og berettigede i kraft af de muligheder.

Ifølge stoicismen findes der ikke nogen højere autoritet end fornuften.

Verden er reguleret af verdensfornuften – ”logos”. Mennesket er en del af verden og har derfor del i verdensfornuften, der kaldes Gud.

“Intet har en sådan styrke til at udvide sindet som evnen til systematisk og virkelig at undersøge alt, hvad der kommer under din observation i livet.”

Nothing has such power to broaden the mind as the ability to investigate systematically and truly all that comes under thy observation in life. -Marcus Aurelius, Meditations.

“Du har magt over dit sind – ikke uden for begivenheder. Indse dette, og du vil finde styrke.”

You have power over your mind – not outside events. Realize this, and you will find strength.
-Marcus Aurelius, Meditations.

Og stoicismen falder egentlig i hak med mit meget fatalistiske livssyn.

Alt, som sker i verden, er i overensstemmelse med verdensfornuften og skæbnen.

Alting er skæbnebestemt (overordnet set). Der er (stort set) ingen tilfældigheder. Alting hænger sammen som årsag og virkning. Intet er uforklarligt. Husk, at du ikke er her for evigt

”Lad os lære vores sind at tænke som om vi var nået til slutningen af livet. Der vil ikke være noget yderligere. Lad os leve lyst hver dag. Han, der lever som om hans sidste dag på Jorden i dag ikke er ulykkelig og ikke spilder tid forgæves.”
-Seneca

Når du sætter mål, (eller delmål) skal du ikke tænke på resultatet. For hvis vi sætter et mål, og straks tænker på fordelene, de resultater, dets opnåelse vil give os. Begynder vi også, at præsentere alle de vanskeligheder, der skal overvindes, og det er netop tankerne om et negativt resultat, der kan skade endda selv de mest ambitiøse projekter eller virksomheder.

Vær ikke bange for ubehag. Se istedet på det som en ekstraordinær mulighed. •Dette er en fremragende mulighed for forberedelse til fremtidige forsøg.
•Du lærer, at planlægge med hensyntagen til risici, og fiasko vil ikke se ud som nederlag,
•Du lærer at værdsætte det, du allerede har, og du vil ikke tage så mange ting for givet.

Arbejd med karakter og gør det godt uanset hvad dit arbejde er, sæt en stolthed i det du gør og gør dit absolut bedste.

”Naturen blander glæde med nødvendige ting, ikke så vi søger glæde, men så glæde kan gøre eksistensen attraktiv for os.”
-Seneca

Vi stræber efter at gøre vores liv så behageligt som muligt, vi leder efter et varmt sted at bo, vi undgår konflikter, vanskeligheder, vi skifter fra en arbejdsplads til en anden.

Vi stræber efter øjeblikkelig tilfredsstillelse, et let liv, vi forsøger at beskytte os selv mod prøvelser. Men hvad får vi ud af det i sidste ende? En mangel på stressmodstand, en manglende evne til at kæmpe for vores idealer.

Vi bliver forkælede individer, der ikke ved, hvordan vi skal konkurrere med værdighed, individer der ikke er i stand til at forsvare vores position i livet.

”Hver dag er en mulighed for at reducere antallet af dine laster.”
-Seneca

For stoikerne var en af meningerne med livet selvforbedring, at arbejde med sin egen karakter og at udvikle flere dyder.

Filosofferne indså, at et venligt menneske, der er i stand til at leve, til gavn for andre, for at gøre godt, og ikke udelukkende for at opnå egne fordele og profit, er værdig til at blive omtalt et nyttigt menneske.

Og et nyttigt menneske vil ikke kunne efterlade nogen der havde problemer, det vil istedet bestræbe sig på at indtage lederpositioner for at forene masserne omkring sig og dirigere dem, der har problemer og forhindringer, den rigtige vej.

Som min kære mand har lært mig findes, der ingen problemer, kun opgaver af forskellig sværighedsgrad.

Bare tænk tilbage på

Hver af os har en bedre version af os selv, som vi idealiserer og tænker: “Men hvad skulle jeg have gjort korrekt i denne situation?”

For at forstå din essens skal du stille dig selv nogle af disse spørgsmål, samtidig med at du henviser til din “ideelle version”:

Hvis du stræber efter selvudvikling, bliver du bare venligere.

Det kan virke som om det er enkelt og at være venlig, men skinnet kan bedrage.

Der er ikke så mange anstændige og genuine mennesker i vores verden.

Som man initiært kunne tro.

For du er nødt til, at kombinera den indre venlighed med en jernvilje, og en stædighed, fordi folk ofte forveksler godhed med svaghed.

Forsøg at hjælpe andre, for verden er så meget større end dig.

Det bedste ved vedholdenhed er, at det eneste, der kan stoppe det, er døden. Med Beethovens ord: ”Disse mure er ikke blevet rejst, der siger ‘hertil men ikke længere’ til nyt talent og selskab.“

Vi kan prøve at runde dem eller nærme os nedenfra eller bagfra. Vi kan beslutte os for, ikke at lade et tilbageslag dæmme os – fortsæt fremad, selvom det ikke rigtig er muligt på den bestemte måde.

Vores manøvremuligheder kan være begrænsede, men ikke vores vilje.

Vores planer – selv vores kroppe – kan knække.

Men troen på os selv? Det betyder ikke noget, hvor mange gange vi bliver skubbet ned, det er kun os selv, der igen kan samle kræfter nok til at bringe os op til overfladen.

Eller i det mindste acceptere virkeligheden som den er og beslutte os for nye mål.

Intet kan besejre beslutsomhed. Kun døden kan afholde os fra klø på.

Fortvivlelse hjælper ikke det fjerneste. Når du kaster håndklædet i ringen, er der ingen andre at bebrejde, for det er kun dig, der kan kaste håndklædet.

Vi kan ikke bestemme over murene eller de mennesker, der rejser dem på vores vej. Men vi bestemmer over os selv – og det er nok.

Så det eneste, der virkelig stopper os, er ikke de begivenheder, vi støder ind i på livets rejse, men os selv.

Hvorfor ville du vælge, at være din egen værste fjende?

Do not act as if you were going to live ten thousand years. Death hangs over you. While you live, while it is in your power, be good.

Marcus Aurelius, Meditations
Marcus Aurelius

What we do now echoes in eternity.

Marcus Aurelius, Meditations
First page of the 1811 English translation by Richard Graves. Marcus Aurelius wrote the 12 books of the Meditations in Koine Greek, as a source for his own guidance and self-improvement.

Kilder;

https://archive.org/search.php?query=creator%3A%22Marcus%20Aurelius%22

Marcus Aurelius Antonius, Meditations, translated by Maxwell Staniforth

Epiktets livsvisdom. (2003): Oversat og redigeret af Andreas Simonsen. Fiskers Forlag.

Avleren, Marcel (2016): Self-Knowledge in Later Stoicism. In Renz. Oxford University Press.

Toivanen, Juhana (2013). Perceptual Self-Awareness in Seneca, Augustine, and Olivi. Journal of the History of Philosophy 51

Edwards, C. (1997). Self-Scrutiny and Self-Transformation in Seneca’s Letters. Greece & Rome

Sløk, Johannes (2016): Stoikerne. Lindhardt og Ringhof.

Massimo Pigliucci (2017): How to Be a Stoic: Using Ancient Philosophy to Live a Modern Life. Basic Books.

Sølvbryllup

Kæreste Kristian,

Normalt falder sølvbryllup altid en tirsdag.
Eftersom de fleste bryllupper foregår en lørdag, (i skudår vil det være onsdag).

Ingen regel uden undtagelse, da vi blev gift på Københavns Rådhus kunne vi vælge mellem tirsdag og onsdag. Jeg valgte onsdagen, for så passede det med at vi ville have sølvbryllup på en lørdag; sådan går det i visse tilfælde, når en overtænker, må træffe livsforandrende beslutninger.

-Jeg har aldrig elsket nogen som jeg elsker dig. Du ved om nogen, hvad jeg tænker, uden at jeg behøver sige noget.

Et vellykket ægteskab kræver forelskelse mange gange – og altid i den samme person.

Hvis jeg var en fugl, måske en ørn så er du det redemateriale, jeg har valgt; Det har jeg gjort, fordi du er varmen, du er trygheden og du er min base, som reden skal være base for ørnen.

En rede skal være en fugls fundament for tilstedeværelsen. Det skal være stærkt.
På samme måde, som du igennem de sidste 25 år har været så stærk for og med mig.

For vores liv har budt på både vidunderlige oplevelser og talrige udfordringer.
Børn, uddannelse og desværre sygdom.
Ingen ved hvordan man reagerer på sygdom, før man står midt i det.

Jeg er dybt taknemmelig for, at du samtidig med al denne modgang formår, at give mig kærlighed, glæde og tryghed.

Der har heldigvis, også været og er mange gode oplevelser i vores liv.
Faktisk i overtal.
Når man først har indset, at de små ting, faktisk er de store.
Og med svær sygdom og dertil hørende modgang ændrer man perspektiv, de ‘små’ ting bliver altafgørende, vigtige og har potentiale til at blive store sejre, de store ting.

Glasset er hverken halvtomt eller halvfuldt, det er et glas og vi kan fylde det igen og igen.

Vi har sammen skabt rum og rammer for udvikling og fundet værdien i, at være to hjerner, og hjerter om at klare sagerne.

Du lærte mig, at der ikke findes problemer, bare opgaver af forskellig sværighedsgrad.

Husk på det og husk så, at selv om jeg kunne vælge igen, så ville jeg stadig vælge dig…. vores lille familie.

Hver eneste dag i resten af vores liv.
At dele glæder og sorger, grine og græde, være glade og triste og tale og tie, men altid sammen, hvor vi hører til – hos hinanden – for altid.

Meningen med at ånde og være er i sandhed hverken penge, magt, prestige eller bjerge af guld.

Et smil, en smittende latter eller et kærtegn fra dig, er meningen for mig.

Jeg sagde i dag for 25 år siden, ja til dig.

Der er mange mennesker i verden, jeg elsker og holder af – vores børn, familie og venner – men du, Kristian er den vigtigste person i mit liv og vil altid være det, indtil jeg lukker mine øjne med tanke på de mange gode år vi har haft sammen.

Et fantastisk ægteskab er ikke, når det “perfekte par” siger ja til hinanden. Det er, når en almindeligt par lærer at nyde deres forskelle.

Senest når jeg klarede det siddende malerarbejde, som var lige for, for den hjulbenede, hvor du tog dig af højderne og loftet.
Vi kompletterer hinanden.

Kærlighed har ingen alder. Kærligheden hører aldrig op. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.

Du er min mand, og min bedste ven – min elskede i evigheden.

❤️Glædelig sølvbryllupsdag. ❤️

👨🏻‍⚖️👰🏻💍💐🍾🥂🎉

25 år siden vi stod på Københavns Rådhus
En dejlig sølvbryllupsdag på stranden.

Bryllupsdag nummer 25.

Efter en rolig morgen og formiddagsbrunch, der blev nydt i strålende solskin på terrassen, (tæller ned, til stuens nylakerede gulv, er møbleringshærdet) og vi fik ordnet lidt praktisk inden vi stak af på vores semi improviserede road trip.
Idéer og mulighed for fest var blevet undersøgt, men det er svært, at planlægge for meget, når helbreddet konstant kopierer den vildeste rutchebane og man aldrig rigtig ved, hvad dagen bringer.
Så jeg er glad for den nedskalerede fejring.

Men vi ville gerne besøge Skummeslövsstrand igen, efter sidste års besøg.
Kristian har været der, flere gange og landsejlet (blokart), men mit helbred har indtil nu spændt ben. Og sidste år var det lukket ned.

Vi ankom for tidligt til Hotel Strandpensionatet’s á la carte, og restauranten kunne derfor tilbyde frokost eller et bord kl.17:00.

Så mens vi ventede på det bookede bord, kørte vi lidt længere ned af stranden til Mellbystrand og blev velinstallerede hos Tobbe, Helena og Theodor på Surf cafeen, hvor der skulle være levende musik med Ariel & Tina kl.18:00.

Idag var jeg mentalt klar, men vi kunne ikke dele vind og solskin, og solen var nådesløs, hvilket desværre gjorde at der manglede lidt vind til rigtigt, at sætte sejl.
Men vi nåede, at teste sikkerhedsudstyr og blive fortrolig med karten.

Så trillede vi ned og nød en sublim middag på Hotel Strandpensionatet.

Derefter var der musik og livsnydelse på Mellbystrand, hvor der blev spillet alt fra Sting, til U2, Vaya Con Dios, Eric Clapton, Dr. Hook, Michael Jackson, Kim Larsen, Boney M, Elvis, Beatles, Johnny Cash, Bruno Mars, Bobby McFerrin m.fl Ny musik, gammel musik i en skøn blanding Kristina’s skoven stemme akkompagneret af Ariel Striims ekvilibristiske guitarer.

Da solen gik ned kl.22:00, lakkede koncerten mod sin ende.

Og efter en strand promerulle👩🏻‍🦽👩🏻‍🦼 hvor Kristian kunne ‘lege med ild’.

Mætte på oplevelser satte vi kursen hjemad.

Tak for en fin dag, Kristian.🍾🥂🌹

Arien Striim og Kristina a(Ariel og Tina) spiller på stranden i Mellbystrand 2/7-2022.