Lige så smidigt det gik sidste år ved den partielle masektomi, lige så usmidigt gik min længe ventede ortopediske korrigering af en skævvreden venstre fod med drop fod og muskeludløste klo tæer (både PIP og DIP led er overbelastede og tæerne krøller sammen).
Har ventet på operationen lige siden fysioterapeuten på sygehuset henviste i 2018. Indledende samtale i november 2020, corona og ventelister, operation fastsat til december 2023, så kom der en blodprop, under pregipsningsproceduren, behandling med blodfortyndende medicin og en enkelt ombookning af operationsdato imellem inden det var tid d.3. april 2024.
Troede egentlig det var lige så ambulant som masektomien, men under medicinliste gennem gangen står det fast, at jeg nok skal forvente, at blive på lasarettet nogle dage.
Første døgns tid er egentlig ok, men så slipper lokalbedøvningen og den virkelige udfordring begynder.
Ingen søvn, ingen medicin fungerer….
Det indre billede fra opvågningen efter min operative tarm biopsi i 2008, hvor jeg lå og skreg mens jeg prøvede at gemme mine skrig i dynen, fordi de post operativt ‘bare’ gav de sædvanlige 1,5-2 ml morfin, som virker for almindeligt dødelige, men som for mig, der stod på så meget morfin, at det kunne slå en død mand ihjel, forslog det som en skrædder i helvede, er atter igen en realitet.
Efter at have hulket i smerte et døgns tid, ligger anestesien to nye smerte katetre i venstre ben, for at kunne smertelindre.
Omgipsningen ugen efter indstilles og jeg er en skygge af mig selv.
Dygtige sygeplejesker gør deres bedste, mens det står klart, at lægen har bristet i planlægningen af at løse min indviklede smerteproblematik. Selv er han arbejdsledig, og skiftende ‘stafet’læger på afdelingen gør alt for ikke at skulle tage ansvar.
Allerede ugen efter operationen foreslår jeg, et forløb à la det vi kørte på Orup, med smertestillende på tid, Jeg har intet problem med at tude 4 timer i streg, hvis jeg ved, at kroppen får 15-20 minutter hvil/afbræk hver 4. time.
Men skiftende læger ville ikke tage den beslutning, så tilbage stod planen om, at skulle trappe ud af smertekatetrene, men uden at ‘tilbyde’ et alternativ, og det føltes som et nederlag, når jeg efter 10-12 timer måtte kapitulere og tage imod lokalbedøvelsen igen og igen. Med en effektiv sygeplejerskes hjælp, fik jeg trappet smertekaterene ud, mod subkutan injektion af morfinlignende stof et par gange i døgnet.
Som depotmedicin havde lægen skrevet det eneste medikament på som var noteret som ekstremt uhensigtsmæssigt, da det giver mig både ekstra neuropatisk kløe, hovedpine, myrekryp, hjerteklapning, ekstra meget plagsom luft i maven (hvilket fungerer dårligt med min pseudo obstruktion (for de almindelige udfordringer forsvinder jo ikk bare fordi man er blevet lukket op)), en følelse af at det er trængt I brystkassen, angst og endnu mere madlede end normalt. Men Jeg magtede ikke flere forklaringer og har taget møj medicinen, og set til at behandle alle bivirkningerne med blandt andet antihismin. Men allerede sidste uge var jeg så træt og deprimeret af tingenes tilstand, at jeg sagde til sygeplejesken, at så måtte de jo afvikle alting, så jeg kunne komme hjem, og så måtte jeg jo klare mig selv.
Jeg er jo vant til, at håndtere smerte, men netop fordi dette var en ny tilkommen smerte pga operation, havde det føltes klogest at lade eksperterne bestemme, men netop ekspertpredikatet synes jeg ikke de har forvaltet tilfredsstillende.
Og de mange danse med døden primært årsaget af sepsis, har gjort mig livræd for porte, katetre og andre liner ind i kroppen, 14 gange rækker.
Så lettelsen var stor, da de to smertekatetre blev hevet ud… av!
Denne uge var min opererende læge så kommet tilbage, og han måtte jo medgive at der havde været nogle bump på vejen🤯
Vupti bort var det uhentsigtsmæssige depotmedikament, som han jo egentlig godt kunne se, stod i papirerne. Og ind kom samme medicin, jeg har derhjemme og desværre er alt for bekendt med.
Man tager jo ikke smertestillende medicin fordi man synes det er sjovt, man tager det for at få en håndtérbar tilværelse. Og han kunne jo se, at det har fungeret upåklageligt siden 2008.
Så nu er planen at benet omgipses på onsdag, og jeg derefter kan komme hjem, hvilket jeg efter 14 dage på sygehuset ser umådeligt frem imod.
Hjem inden magnoliaen afblomstrer og tulipanerne bliver trætte🌸🌷
Kronisk levende 