En tidlig tirsdag morgen på vej til mammografi; nu hvor jeg helt mangler følesansen, er jeg enormt taknemmelig for, at indkaldelsen, der kommer med jævne mellemrum. (18-24 måneders interval.)
Egentlig var planen et kort hvil derhjemme inden dagens besøg hos ergoterapeuten. Men en af rejserne med färdtjänst blev aflyst, så planen blev revideret til istedet, at indeholde lidt cruising rundt i byen i tidsrummet mellem mammografiaftalen kl. 08:35 og aftalen hos ergoterapeuten, Catrin kl. 13:00….
Så det bliver en lang dag, hvor jeg forventer, at være hjemme omkring kl. 16.00. En dag hvor indlagte micro pause er nødvendige hvia jeg skal klare det.
Redigeret; da jeg befandt mig præcis udenfor mammografiafdelingen får jeg en sms om sygdom på afdelingen, og at der vil blive sendt nye indkaldelser ud, desorienteret kører jeg op på afdelingen og tjekker ind, hvilket til min overraskelse fungerer, jeg spørger venligt en sygeplejerske, om det er muligt, at vente, hun siger at de i øjeblikket ringer og skriver rundt og afbooker dagens aftaler, men måske hun fornemmer min desperation, for hun indvilger i, at jeg kan vente, så det gør jeg.
At køre hjem 👩🏻🦼på den forkerte side af +2 timer for sidenhen at skulle køre tilbage🦼 til Krocksbäck rehab, en rejse på yderligere 2 timer findes ikke med I mine overvejelser, dels på grund af mit energiniveau og dels pga Wheelies batterikapacitet ikke rækker til 26 km non stop kørsel.
Så endnu en gang er livet et spørgsmål om at lære, at vi kan planlægge nok så meget, det kommer bare ofte nogen og ryster posen.
Så strategien med at tage alt time for time er nok den bedste taktik.
Kronisk levende 