Tyndslidt.

Efter nogle meget sorte uge prøver jeg at få lidt farve ind i livet igen.
Bare minimum.

Jeg er tyndslidt, alla følelserne med hensyn til min status som forældreløs, almen panik i forb. med kontakt med banker, forsikringer mm på opdrag af skifteretten, som burde kunne klares i en håndevending. Men crasher i en krop, der har mistet det autonome system/autopiloten, der udløses ved kriser hvad enten det er sygdom og død, normal efterårs blues eller håbløshed over, at hele verden brænder.

Jeg tuder i tide og utide, skal forberede mig 1,5 time for at udføre en simpel telefonsamtale/hate it!

En operation i december (har stået på venteliste siden 2018/2019, så surrealistisk, at det kan blive en realitet nu, 4 ugers pre-gipsning i Trelleborg, inden operation, der formentlig indebærer mejsling af knogler, strækning af hud (deraf pre-gipsning), og så står vi altså med et hus der skal tømmes som ikke bare et kørestolsutilgængeligt hus, men så med et gips ben som ekstra krydderi.

En køkkentilpasningsmangel, der skulle have været fikset i august/september SIDSTE år, jeg tænker krig, ødelæggelse driftsforstyrrelser og mangel på reservedele, da jeg endelig rækker ud igen, viser det sig de har glemt at bestille det der skulle bestillles sidste år🤯

Sisyphus har forberedt mig godt på livet op ad bakke.

Men jeg er nu ret tyndslidt.

Hjernen er træt, hjertet trist og smilet hænger lidt.

Og så kommer man hjem til dette syn🌈

This too shall pass.🙏🏻