Mammografi og genindkaldelse.

At vente på en ny undersøgelse og et nyt resultat indebærer ofte en masse bekymring og en strøm af mere eller mindre vallide tanker.
Så det bliver formentlig en uge med rutchebanefornemmelser inden de på næste mandag skal foretage en ny mammografi med flere billeder for bedre at vurdere, hvad de eventuelt har set eller ikke set i brystet.
De skal måske lave en ultralydsundersøgelse, og er vi helt ude på dybt vandt skal de lave et prøveudtag.

En livsreminder.

Husk at sætte livet og døden på dagsordenen mens du kan.

Man skal have lov til selvbestemmelse, men som certificeret kørestolspilot med flere autoimmune kroniske sygdomme inde på livet, kan jeg blive skræmt af, de moralske og etiske linier, der skal krydses.

Oplever medpatienter, der reelt frygter for, at nogen anden (social og sundhedspersonel, læger, samfundet) beslutter, at nu er de blevet for dyre, at holde i live, så nu må vi hellere hjælpe dem herfra. Med mere eller mindre ufrivillig aktiv dødshjælp.

I det akutte stadie, hvor depression er en helt naturlig del af det kroniske forløb, frygter jeg, at man kan komme til at vælge permanente løsninger, på temporere problemer.

Livet er det der sker, mens vi har travlt med lave planer, og ofte bliver livet ikke som vi havde tænkt os, men gør det vore liv til dårlige liv, eller uværdige liv.

Livet er en stadig proces, en rejse om man vil, og når man først har indløst billetten, så er der ikke rigtig nogen vej tilbage.

Når virkeligheden rammer hårdt.

Ikke lige sådan jeg havde troede min weekend skulle være.Prøver virkelig at være positiv, men mavekramperne og kvalmen har efterladt mig fuldstændig orkesløs, og ude af stand til at føre en samtale; havde jeg kunnet få en färdtjänst bil var jeg ’stukket af’, havde kastet handsken og håndklædet i ringen og var kørt hjem. StienFortsæt læsning “Når virkeligheden rammer hårdt.”