Det bliver en lang november og december.

🥺

Den oprindelige ortopædkirurg Maria Cöstas, der ellers er flyttet til Stockholm, kommer ned og udfører operationen af min venstre ankel den 13. December på Trelleborg Sygehus.

Hun har gennemgået, hvordan man flytter senerne, der trækker foden indad, udad i stedet.
Desværre kræver min spidse fod nok, at man også skal gribe fat i knogleknuseren og slå noget af nogle af knoglerne, for at jeg igen kan komme ned på flad fod.

Men da vi af gode grunde ikke kunne tage belastnings røntgen billeder, ved hun ikke, i hvilket omfang hun skal mejsle af knoglen, før hun har åbnet op.

Jeg bliver nok ikke i stand til automatisk at kunne gå, men mine stående sessioner og forflytninger bliver meget smidigere når jeg får 2 fungerende fødder istedet for kun en.
Og forhĂĄbentlig slipper jeg for fremtidige overbelastningsskader og lignende i hofter med videre.

Hun forklarede tilbage i 2020, at gipsteknikernes erfaring er, at huden kan strækkes ud før operationen ved at gipse foden 1 gang om ugen, startende 4 uger før operationen. Altså idag.
Fordi det (huden) har trukket sig sammen i samtidigt med foden’s skævvridning. Og det kan forårsage problemer, hvis der mangler hud, når foden forhåbentlig bliver flad.
Men dette kan altså forhindres ved at strække huden før proceduren. Yikes!

Vi er blevet enige om, at vi kan se pĂĄ “finjusteringen” af evt. at rette tæerne, (har 8 hammertæer), nĂĄr foden er færdig helet.
Fordi at tage det hele på én gang kan komplicere helingsprocessen.

Små skridt.👣

1.ste gipsning af 4 inden operation i december.

Offentliggjort af kronisklevende

Hvordan får man puttet ’lev’ ind i overlev igen. Det er farligt, at leve, man kan dø af det. Født i 1973, gift, 4 vidunderlige børn, Cand.Jur. Har kronisk intestinal pseudo obstruktion (CIPO), gastroparese og Polyneuropati AMSAN en subversion af Guillian Barrés Syndrom, stædig kørestolspilot med stor kærlighed til livet på trods af modgang. Efter i mange år, at have fokuseret på at leve med sygdom inde på livet og på at nægte at blive mine diagnoser, forsøger jeg i dag at bringe mere liv i livet og ikke bare overleve. Dette er min rejse som kronisk levende.

Skriv en kommentar