Der blev jeg i disse dage for 9 år siden udskrevet fra hospitalet, og ‘indlogeret’ på et ældreboende/korttidsboende på Lundavägen.
Jeg spurgte da, hvad kort tid var, i bagklogskabens lys ved jeg nu, at en kort tid var fra midten af november til midten af januar, hvor jeg endelig blev overflyttet til Orup.
Jeg lå i sengen i 2 måneder, enkelte fysioterapi sessioner, lærte at skrive mit navn igen, holde på en gaffel, kniven kom først i januar:-) og nå ja havde begge fødder i pres, da de begge var blevet både spidse og dropfodsagtige.
Jeg husker smertefulde hele og halve timer på et vippebrædt i kælderen på Lundevägen.
Déjà vu.
Omsorgsfulde mennesker, der tog hånd om mig, da selv de mest basale funktioner, som selv at tage briller på, klø mig på næsen og gå på toiletter selv var et flygtigt minde.
Jeg trænede dagligt i selv, at kunne betjene fjernkontrollen på tv’et Kristian havde bragt ind, som adspredelse.
En ydmyg reminder om alt det vi tager for givet, når livet fungerer.
Kundskaben er stolt af alt, hvad den ved. Visdommen er ydmyg i lyset af alt det, den ikke ved.
Det var nok det perspektiv jeg havde brug for idag.❤️
P.s. kørestolen på billedet kom jeg aldrig til selv at køre. Opslaget var en af de første opdateringer jeg selv skrev efter, at jeg havde været paralyseret. Det tog et par timer, at ramme de rigtige taster.
Ydmyghed, taknemmelighed og perspektiv.
Kronisk levende 