Et nyt kapitel i vores hjertebolig.

I takt med at børnene bliver ældre og det faktum, at børnene kun er til låns, ikke bliver mindre sandt, ansøgte vi i foråret om bostadsanpassning i form af en trappeelevator.

Vi havde haft en føler ude, og endda kigget på et par lejligheder, så vi fik en etage istedet for 2.

Men banken var ikke helt med på den mulighed, og at låne yderligere 2 millioner, for at få en mindre bolig, gav altså heller ikke den helt rigtige mavefornemmelse, selv om muligheden for at kunne flytte Wheelie’s garage med var der og nærhed til vores fantastiske sø, så føltes det som en begrænsning, at flytte i lejlighed, hvor specielt isoleringen under Corona’s første måneder, gjorde betydningen af en have helt klar. Og det frimærke, der fulgte med lejligheden, var endnu mindre end vores nuværende.

Og vores nuværende bolig, vores lille del af reservatet har siden dag ét, givet den rigtige mavefornemmelse, har altid givet mig følelsen af at være hjemme.

Så tanken om, at være tvunget til, at flytte, som ville have været et muligt udfald, når børnene flyttede hjemmefra, og førstesalen stadig var utilgængelig.

Så ansøgningsprocessen blev påbegyndt i foråret.

Indledningsvis blev det et afslag, men kommunens sagsbehandler, var meget imødekommende og forklarede, at man var nødt, til at udelukke, andre løsningsforslag.

Og hurst’s tegninger indikerede, at kontoret måske kunne tjene, som soveværelse for mig.

Bare fordi man er gift, har man ikke krav på at sove sammen, ej heller er individets mulighed for, at anvende hele sin bolig, en gyldig begrundelse/motivering for en anpasning, hvis vores hovedargument, behovet/retten til at have plads til at omgåes andre mennesker socialt, uden at det skal foregå i haven i godt vejr, ved spisebordet i køkkenet, eller bænket foran fjernsynet i sengen, som har fungeret med ungerne, men jo ikke rigtigt fungerer i andre sammenhænge.

Så ergoterapeuten/Arbejdsterapeuten blev nødt til, at uddybe attesten, der dannede grundlag for vores ansøgning.

Vi var nødt til, at at afprøve muligheden for, at indrette ‘kontoret’ til soveværelse.

Så vores nuværende soveværelse (stuen) blev markeret op med tape på gulvet, og vi afprøvede hvordan forflytninger ville kunne foregå.

Og han kunne derefter domumentere, at det ikke var forbundet med store risici for både faldulykker, og klemmeskader, eftersom en eventuel seng a la en hospitalsseng har en given bredde og ikke ville efterlade nok plads til, at jeg sikkert kunne flytte fra seng til kørestol og vice versa.

Og rummets udformning ville gøre selvstændige forflytninger umulige og rummet var ikke tilstrækkeligt stort, for at assistance ville have plads til at 2 personer kunne hive mig på plads i sengen.

Og jeg vedlagde en nøje beskrivelse af, hvordan vi får hverdagen til, at fungere idag, hvor Kristian hjælper mig om natten, når kroppen og dags(nat)formen ikke fungerer optimalt.

En opgave, der i så fald ville kræve natlig assistance udefra. Da diebetesrelaterede symptomer besværliggør hans gangfunktioner, specielt efter hvile, og krykker og trapper er en rigtig dårlig kombination.

Og så er vi tilbage ved behovet for en trappeelevator.

Jeg kunne vedlægge forskellige domstolsafgørelser sammen med det uddybende brev, jeg vedlagde ergoterapeutens udtalelse.

Og jeg var forberedt på, at vi skulle klage videre op i systemet. Og eventuelt tage kontakt med Neuro’s juridiske ombud for, at få hjælp.

Men stik mod mine forventninger, for min grundige research og læsning af domsstolsafgørelser havde vist et grumt billede, af hvor hårdt man skal kæmpe, for at opnå hjælp, til hvad som kan synes som grundlæggende rettigheder.

Så forestil jer min forbavselse, da vores sagsbehandler ringede og sagde, at vores ansøgning var blevet godkendt.

Derudover forklarede hun næste skridt, at vi enten selv skulle finde en entreprenør, hvilket tydeligvis er normalt, når man handikaptilpasser huset, samtidigt med at folk alligevel bygger om, eller bygger, men da vi ikke har kundskab indenfor den sfære, valgte vi pænt, at overdrage den opgave til kommunen.

Hun forklarede herpå, at 2 forskellige entreprenører ville tage kontakt og komme med et tilbud, hvorpå kommunen vælger det ene,

Ugen efter ringede det første firma, og ugen derpå det andet, de kom og tog mål, inspiserede trappen og vores/mine forudsætninger, for at forflytte mig selv fra kørestol til trappelift, da en pladeelevator var udelukket, på grund af trappens ringe størrelse.

Da kommunen kort tid derefter havde modtaget begge tilbud og gennemgået dem med kommunens byggesagkyndige.

Ville hun gerne høre om, der var nogle supplerende oplysninger, der kunne gøre det ene tilbud mere fordelagtigt end det andet.

Det stod os frit for, at vælge hvilket af de to tilbud vi synes, dog ville kommunen dække beløbet ud fra det tilbud, de havde valgt, og var det eksempelvis billigere end det vi synes, ville vi selv skulle betale eventuel forskel mellem det accepterede tilbud og det udførte tilbud.

Kommunen og de byggesagkyndige havde ikke bemærket, at det tilbud, hvor skinnen bestod af to smallere skinner istedet for en meget tyk skinne, kunne være en fordel på vores smalle trappe.

Hun fortalte, at de egentlig var gået med det dyreste forslag, da det firma tilbød 5 års garanti fremfor det andet firma’s 3 år.

Og der huskede jeg en historie Kristian havde fortalt mig om en producents livstidsgaranti, at nogen gange er varemærket så stærkt, at producenten hellere taber penge, på at reparere eller udbytte, et produkt, som uværgeligt går i stykker igen og igen end, at tabe handlen, og hvis det eneste parameter var garantiens længde, borgede det ikke altid for, at producentens nødvendigvis havde et stærkere produkt.

Det havde hun/de ikke tænkt på.

Og efter en konferering med den byggesagkyndige, var de faktisk enige, om at de måske havde været for låste på netop garantiperioden fremfor den bedste løsning.

Og vi endte altså med, at få beviljet en trappeelevator af den leverandør, der faktisk virkede, som at de havde mest styr på sagerne.

Og beslutningen dumpede ind af brevssprækken efter sommerferien.

Med en klausul om, at arbejdet skulle være påbegyndt indenfor 6 måneder, ellers ville det bortfalde.

Og fredag eftermiddag ankom de 2 montører så lidt over 08:00, og lidt over 13:00 kunne jeg ledsaget af montøren for første gang siden 2008/2009, bevæge mig langsomt om af trappen.

Det var med en klump i hjertet, en anelse angst (der var langt ned)

Og guderne skal vide, at jeg har taget den ned på r*v og albuer flere gange end jeg er villig til, at indrømme.

Mens de var igang med at montere liften, fik jeg kontaktet kommunens arbejdsterapeut/ergoterapeut, så han kunne lægge en bestilling ind på lille manuel stol, som skal bo fast på første sal. Og så skal vi igang med istandsættelse og tilpasning af badeværelset deroppe.

Den arbejdsterapeut/ergoterapeut som lavede den oprindelige udtalelse, synes ikke vi skulle ansøge om det hele på én gang, eftersom et ekstra toiletsæde med håndtag, kiler til niveauudligning med mere ville være spildt, hvis trappeliften/elevatoren ikke blev bevilget.

Så hvem ved, måske ender det hele med, at jeg langt om længe kan komme i et rigtigt badekar igen. Det savner jeg SÅ meget.

Den lindrende varme…

Nå men nu tager vi og deler opgaven op, så vi kan klare det.

Men spændende er det.

En ny rejse.

Nye facetter på livets diamant.