At leve med kronisk sygdom.

Livet er en stadig proces, en rejse om man vil, og når man først har indløst billetten, så er der ikke rigtig nogen vej tilbage.

Som kronisk syg førtidspensionist ser jeg ud på livet og funderer på hvorfor dette helvede har ramt netop mig, vores lille familie.

Synes at hele mit 48-årige liv har været en lang sygdomshistorie, men når jeg opsummerer så er der rigtig mange små glimt af lykke.

Hvordan vil andre huske mig, som hende der altid var syg, havde ondt eller brokkede sig, eller som en stædig kvinde med en livsvilje af stål og en utrættelig evne til at forsøge, at forsøge at vende, alt det negative om til noget positivt.

Det er svært, når det ikke er en medfødt egenskab at tænke positivt…

Men jeg har altid følt at jeg har trukket ”nitten” helbredsmæssigt.

Ved mit første barn fik jeg en fødselsdepression. Og da dén var stabiliseret, var jeg så uheldig at slå mit hoved, hvilket gav en alvorlig hjernerystelse –efter to år blev jeg diagnosticeret med en lille hjerneskade.

I 2007 blev jeg igen syg med influenzaagtige symptomer og taber over 25 kilo på fjorten dage – og bliver indlagt på hospitalet. Det næste års tid ryger jeg ind og ud af afdelingerne, over 250 dage hjemmefra, væk fra familien.

Samtidig mistænker de kræft i lymfekirtlerne og jeg får foretaget en akut operation. Heldigvis er der ikke tale om kræft.

Jeg får konstateret kronisk intestinal pseudo obstruction (også kaldet falsk tarm slyng) og flere undersøgelser påviser samtidig gastroparese.

Igennem de næste år ryger jeg igen ind og ud af hospitalet. På grund af den autoimmune neuropati, der påvirker mit mave-tarmsystem er jeg meget dårlig til at optage næring, vitaminer og mineraler.

Jeg får både indopereret PEG (en sonde i mavesækken.) og Port-a-cath (Infusionskateter.) (har haft 3)

Port-a-catherne måtte de dog fjerne og opgive på grund af flere blodforgiftninger. Har til dato haft fjorten forgiftninger, hvoraf de tre har placeret mig i livstruende tilstand på intensivafdelingen.

Jeg får nu sondenæring og næringsdrikke og bliver en gang imellem indlagt for at få TPN behandling – dvs. drop med næring direkte i blodet via kateter indlagt i halsen.

Men midt i al elemdigheden folder jeg mine hænder, taknemmelig for det er mig og ikke mine børn, der fik en udfordrende hånd i livets helbredslotteri.

I december 2010 måtte jeg kapitulere på arbejdsmarkedet og fik bevilget førtidspension. Acceptere at over 20 år skolegang munder ud i en daglig kamp for at overleve.

I august 2014 får jeg pludselig føleforstyrrelser og meget svært ved at trække vejret. Jeg bliver indlagt natten over på hospitalet, men bliver udskrevet om morgenen og bliver bedt om at kontakte min gastrolæge med henblik på at få foretaget en neurologisk undersøgelse og får en indkaldelse gastroskopi. Men jeg når aldrig nogen af delene.

I midten af august falder jeg om to gange i løbet af dagen og må tilkalde hjemmehjælp for at komme op igen. Om natten føler jeg, at min krop ligesom visner væk og jeg bliver meget bange og ringer efter en ambulance. Fire timer efter indlæggelse er jeg paralyseret fra halsen og ned – og man er bange for at neuropatien skal sætte sig på åndedrættet.

Jeg er paralyseret fra halsen og ned og kan kun flytte hovedet fra side til side i syv uger.

Efter nogle måneders indlæggelse. Kunne anvende armene en anelse, og blev overflyttet til et Korttidsboende, men blev stadig løftet fra seng til kørestol. Og efter yderligere nogle måneder bliver jeg overflyttet til et rehabiliteringssygehus.

I marts 2015 bliver jeg udskrevet efter mere end syv måneders indlæggelse væk fra familien.

Det betyder at al motorik og sensorik er væk. Jeg er følelsesløs fra halsen og ned og alle autonome bevægelser er væk.

Jeg skal ”tænke alt”, for at det sker.

I mit tilfælde er det både myelinet rundt om nerverne og axonet, altså selve nerven, der er ‘brændt af’. Det betyder at det næppe bliver meget bedre. Det er nødvendig med livslang fysioterapi og arbejdsterapi, hvis jeg vil beholde de kropsfunktioner jeg har tilbage.

Jeg er i dag kørestolspilot og har ingen kontrol over hverken blære eller tarmfunktion.

Heldigvis er min livskvalitet er blevet noget bedre ved hjælp af et hav af hjælpemidler men vigtigst af alt jeg er hjemme igen hos familien.

Blik ud over havet fra odden på det naturreservat vi bor ved.

Jeg ligger desværre konstant på en 8’er på VAS.

Selv med smertelindrende plaster på 150microg/time og 10 ml ren morfin direkte IV via CVK, kommer den ikke længre ned end 7 på VAS, smerteklinikken  og div. hospitaler kan intet gøre for at smertelindre yderligere.😞

Så jeg var nødt til at træffe et valg, for hvis jeg var nødt til at vente på, at jeg var smertefri, så ville jeg aldrig komme over i kørestolen og ud af sengen.

Det er på ingen måde let, og jeg kan da se, at det påvirker mig og min krop altid at være i smerte, min unger siger at mit neutrale ansigtsudtryk er blevet mere plaget, hvilket selvfølgelig gør mig trist, men jeg vil ikke blive mine diagnoser.

Mine primære sygdomme kronisk pseudo obstruction (falsk tarmslyng) og polyneuropati AMSAN, gør livet svært, men ikke umuligt, og når man har ligget uger, hvor det eneste man kunne bevæge var hovedet fra side til side, så lærer man at smerte er relativ, den er der 24/7/365, men viljen til at ville klare sig er større.

Hvert klik på tastaturet gør ubeskriveligt ondt, men jeg forsøger alligevel.

Bare at trække vejret gør ondt, så derfor har jeg fået en meget overfladisk  vejrtrækning.

Det jeg vil sige med alt det her, er at man kan finde en vej gennem smerten, og afmagten, bed om hjælp.

Deri ligger et tabu, at det er skamfuldt at bede om hjælp. Det er en styrke!

Jeg (vi som familie) bad om hjælp og børnene fik en samtaleperson tilknyttet, som fulgte dem til de blev 18. De kunne tale om vejret, eller angsten for, at min næste tango med døden blev den sidste.

Kroppen kan mer end vi tror, og på en eller anden meta fysisk måde, lærer man at abstrahere fra smerter og afmagt.

Bare tænk på hvor smertefuld en fødsel er, og alligevel får relativt mange kvinder i flere børn.

Selv følgelig har jeg også dage, hvor livet er noget lo**, og jeg bare har lyst til at trække dynen op over hovedet, men de varer sjældent længe, men man er nødt til at give sig selv lov til at sørge over, at livet ikke lige blev som man havde drømt om.

Jeg havde aldrig tænkt tanken, jeg skulle førtidspensioneres, da jeg var under 40,eller skulle tilbringe så mange fødselsdage på hospitalet, eller ligge inde på sygehus i 7 måneder adskilt fra mine nære og kære og komme hjem i rullestol, men faktum er, det skete for mig, og jeg må forsøge at spille mit bedste spil, med de kort, jeg nu en gang har fået på hånden.

Når folk siger, jeg er stærk, bliver jeg altid lige forundret, for min optik har jeg intet andet valg end at kæmpe. 

For min del hjalp det, at skrive tingene ned, for vi (mennesket) har en tendens til (gud ske lov) at glemme, både hvor svære situationer, vi trods alt ER kommet igennem, men også alle de gode, de positive stunder som også er der, hvis bare vi vil se dem.

En gang i mellem er man simpelthen nødt til at skrue ned for forventningerne, jeg er nu i en situation, hvor bare det selv at kunne holde et glas og tage en tår vand, har kostet blod, sved og tårer.

Evnen til selv at kunne klæde mig på, at give min børn, min mand et kys og et kram.

Eller noget så banalt, som selv at kunne køre ud på toilettet og forflytte mig til toilet stolen, noget som langt de fleste mennesker bare gør hver evig eneste dag, ofte flere gange om dagen.

Men der er hårdt ikke rigtig, at kunne planlægge ture ud Af huset, ferier, fødselsdage og sammenkomster. 

Men man et nødt til at ignorere den kronisk dårlige samvittighed.

Selv om jeg har en god dag og morgenen forløber optimalt, opstår der stadig situationer, hvor jeg må melde afbud i elfte time.

Og jeg HADER det, men sådan ser livet ud nu.

Venner (dem der er tilbage) og familie kender jo mig og baggrunden, har set (hørt om min kamp) mig lænket i månedesvis til en seng ude af stand til at gøre noget selv, så de glædes når/hvis vi ses istedet for at blive vrede, når ikke kabalen går op. 

At spontaniteten forsvinder fordi jeg er nødt til på forhånd, at vide om jeg kommer rundt med rullestolen og hvordan er toilet tilgangen det pågældende sted.

Det er let at sige at man skal slippe afmagtsfølelsen, når handlingen er så meget sværere end så. 

De første år havde jeg utrolig dårlig samvittighed over for specielt børnene. 

Men jeg har forsøgt, at vende det om til noget positivt, at jeg havde nogle dejlige, selvstændige unger,der når de får at vide, at de selv måtte klare aftensmaden , kunne improvisere en omgang spaghetti med kødsauce og tilhørende grøntsager. 

Hvor deres den gang jævnaldrende kammerater nok ville tage en omgang corn flakes eller en rugbrødsmad.

Det kunne de fordi, at jeg når jeg ikke lå på hospitalet, havde mulighed for at inddrage dem i madlavning og tøjvask.

Dengang hadede jeg det, idag kan jeg se det som en styrke.

Men det har ikke været/ og er ikke let.

Det blev en lang beretning, men håber, at det kan bibringe en facet på den diamant vi kalder livet.

Der er intet der er galt uden det er godt for noget.

Og jeg har fundet en ydmyghed for livet, der gør de små ting, store.

Selv at kunne trille ud og børste tænder om aftenen og drikke et glas iskoldt vand uden det kommer retur, så føler jeg mig lykkelig❤️

Men jeg er holdt helt op med, at sige; at nu kan det idet mindste ikke blive værre, for historien/livet har vist mig, at det altid kan blive værre.🙃

Det er ikke hvordan man har det, men hvordan man tager det.

Offentliggjort af kronisklevende

Hvordan får man puttet ’lev’ ind i overlev igen. Det er farligt, at leve, man kan dø af det. Født i 1973, gift, 4 vidunderlige børn, Cand.Jur. Har kronisk intestinal pseudo obstruktion (CIPO), gastroparese og Polyneuropati AMSAN en subversion af Guillian Barrés Syndrom, stædig kørestolspilot med stor kærlighed til livet på trods af modgang. Efter i mange år, at have fokuseret på at leve med sygdom inde på livet og på at nægte at blive mine diagnoser, forsøger jeg i dag at bringe mere liv i livet og ikke bare overleve. Dette er min rejse som kronisk levende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: