Når livet gør ondt.

Når livet gør ondt… Hvad gør man så!. Hvor går man hen!?

Her på kanten af 2021 bliver livet endnu en gang vurderet og revurderet.

Jeg har godt nok fået en del andre kort på hånden, end jeg umiddelbart havde forestillet mig, da jeg som ung skødesløst lå på græsset og kiggede op i skyerne.

Drømme og forventninger.

Knust af livets barske realiteter.

Den daglige smerte, der ustandseligt minder mig om min egen dødelighed!

Efter flere besøg af manden med leen, er der ikke så meget tilbage, der kan overraske mig!

Jeg kæmper for at finde fodfæste i den brutale verden, der i dag er min virkelighed.

Omgivet af mennesker føler jeg mig stadig uendelig ensom til tider.

Jeg kan ikke ændre ved det faktum, at jeg ikke har uendelig mange jokere på hånden, men jeg kan rette ryggen og forsøge at komme ind i spillet og spille med efter bedste evne.

Tårerne triller lydløst mens jeg skriver disse ord.

Vejrtrækningen er overfladisk for trækker jeg vejret helt i bund, bliver smerten så uudholdelig, at filmen knækker!

De sidste dage har de tarmslyngslignende smerter efterladt mig i et apatisk vakuum, fuldstændigt handlingslammet og kognitivt instabil.

Hvor meget kan et menneske rumme.

Igår missede jeg næsten min aftale hos lægen, da smerterne var så intensive, at jeg ikke kunne finde hoved og hale i noget.

Men PEG knappen skulle byttes, og blodprøverne tages, så det blev en ekstra smertestillende og så ellers bare bide sammen, og køre ned til lægehuset, med tårerne trillende ned ad kinderne.

De salte spor af tørrede tårer på mine kinder, minder mig om min ulidelige livsituation.

Når problemerne tørner sig op foran mig, forsøger jeg, at redde det, der reddes kan.

Når smerterne intensificeres svigter hukommelsen og jeg bliver handlingslammet.

Jeg tror min skæbne ligger i depressionen, jeg har fundet så mange facetter i diamanten som jeg ville have været skøjtet lige hen over, hvis det ikke havde været for den lille indre terrorist.

Jeg synes jeg er stærk, kan så meget, formår så meget, men denne gang kan jeg virkelig mærke, at terroristen ønsker mig knæ, endnu en gang.

Jeg sidder i bunden af hullet, lommelygtens batterier er syret ud, alle mine stiger er væltet og hvem forsøger jeg, at narre, kørestolspiloter og stiger er ikke super kompertible, heller ikke selvom vi blot taler metaforer.

Jeg nægter, at kapitulere, jeg har øje for mig selv, jeg lytter, når kroppen hvisker, har været ved at aflyse rehabiliteringstræningen et par gange, men et par utilsigtede fald, bekræfter min mavefornemmelse af, at denne træning er vital på flere niveauer.

Har ikke strikket i 20 år, har prøvet et par gange, men mine spasserhænder lystrer ikke; men nænsomt slår jeg livets masker op … du får mig ikke … sålænge jeg kan se solen på himlen blå… ahh okay, den er sgu mere grågrumset idag.

Men sålænge jeg kan sanse, smile, mærke, føle (metaforisk igen, for følesansen excellerer stadig ved sit fravær), registrere mine sindsstemninger … jeg kæmper med små skridt … maske for maske, varsom for ikke at miste nogen så det hele trevler.

Så stræk og alligevel så sårbar.

Angsten sidder og stjæler min luft, min vejrtrækning er tung.

Det går så stærkt.

Må lukke øjnene.

Alle elsker lykkeland, når jeg lukker øjnene vil jeg aldrig forlade lykkeland. Smukke, dejlige mennesker, et smukt liv, det betyder ikke noget hvor du kommer fra, sålænge du lægger hverdagens stress og jag bag dig, så velkommen til mit lykkeland, hvor vandet nænsomt skyller ind og kysser sandet, jeg vil aldrig forlade lykkeland, forestil dig lykkeland; stedet hvor jeg ofte flyder til og eftertænksomt kan lukke verden ude og bare nyde mig … stilheden, roen, den blå himmel … en dejlig svømmetur, jeg rejser mig vandet perler af min krop, solen varmer min hud, det føles så rart … alle er nødt til at elske lykkeland.

Åbner øjnene, står foran hullet i isen, tak Stampe, uden dig var faldet i, skøjter nænsomt uden om hullet.

Bambi falder på isen, forsøger at rejse sig igen, det virker lidt som en ulige kamp.

Jeg nægter, at lade mig knække, jeg kan godt det her, men jeg ved at jeg er på tynd is, det kan godt være, at ringene i vandet betyder at jeg skal arbejde lidt ekstra for, at få livets puslespil til at gå op.

Små skridt, små små skridt. Eller rettere tag i stolen👩🏻‍🦽

Et smil baner sig vej til mine læber, jeg kigger ud på træerne i haven udenfor … træerne vejrer i vinden, når lyskæderne derude slår fra, en tårer på min kind, jeg sidder i kulden med morgenkaffen og forestiller mig, at jeg kan mærke den kølige vind. Tager et blad op og lægger det op mod min kind, det ser fugtigt ud, jeg forstiller mig, at det er koldt, tårerne triller stille, jeg kan høre isen knage under mig, så jeg lader bladet falde til jorden igen, tager koppen og triller ind igen.

Kulden kommer indefra i dag, men jeg kæmper, hold op hvor jeg kæmper, men mod ringe i vandet kæmper vist kun tåber.

Hvor er livet dog en balancekunst, jeg er efterhånden blevet ret ferm på linen, jeg ved at nettet er spændt ud, parat til at fange mig hvis foden smutter.

Hvad bringer fremtiden.?

Tror du, at vi har en fremtid, og tror du, jeg kommer til at leve længe.

Det tror jeg ikke!

Tror du, vi vil mindes denne dag. Og vil drømme os tilbage hertil!

Og at vi vil leve lykkeligt herfra og til evigheden.

Jeg folder mine hænder og beder en bøn.

At jeg vil havne i himmelen, der hvor englene græder, og alt er tilgivet.

Livet virker så meningsløst på en dag som denne, men hvem bryder sig om det!

Ægte visdom kommer til os, når vi indser hvor lidt vi forstår af livet, os selv og verden omkring os.

Nætterne er smukke, i mørket kan ingen se mine tårer, og Alexia Chellun’s Healing song kører på repeat.

My body, mind and spirit are healthy
I give thanks for the health of my being
I see my cells and atoms healed
Everyday I bless the health I have
And I say
Thank you for my healing

Artist: Alexia Chellun
Album: The River
Track released October 20, 2020
https://youtu.be/-IO8DHJdLG8

Placebo og nocebo, jeg kan altid forsøge, at hjernevaske mig selv, vaske de negative tanker bort med positive affirmationer. Alle tricks gælder..

Tror du vi har en chance mod verden.

Jeg ville ønske, at jeg havde mere at forholde mig til end bare denne mavefornemmelse af at alt allerede er for sent.

Min sjæl står i flammer, jeg skal lige have ilden under kontrol.

Mit smil sidder på læben, det kompensere for mine klamme hænder og mit hamrende hjerte … min trykken for brystet … det når mine øjne … og de brune øjne … jeg svinger med det bølgede hår med de grå stænk … I will survive …

Ingen af os overlever livet, så hold op med at behandle dig selv som en eftertanke.

Spis den gode mad. Evnen til at tygge fast føde er ingen selvklarhed.

Gå en tur i solskin, eller nyd regnen. Hop i havet. Tag en svømnetur, det bliver en kompliceret affære, den dag, dine ben ikke længere bærer dig.

Sig sandheden, du har båret i dit hjerte som en skjult og uvurdelig skat. Imorgen kan det være for sent.

Vær fjollet. Vær underlig. Vær venlig.

Der er ikke tid til noget andet.

Som du kan mærke , hvis du er nået hertil i mit marathon tankeskriv, er disse dage, dage hvor livet er noget lo**, og jeg bare har lyst til at trække dynen op over hovedet, og kapitulere til smerten, men jeg ved, at disse dage sjældent varer længe, men man er nødt til at give sig selv lov til at sørge over, at livet ikke lige blev som man havde drømt om.

Det er okay, at ikke være okay, og at føle sig lidt fortabt.

Er du bekymret for dig selv – eller for en af dine nære? Oplever du symptomer, som du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til? Kan du ringe på Psykiatrifondens rådgivning på telefon 39 25 25 25 Telefonrådgivningen er gratis og anonym. Så enhver samtale er helt fortrolig. Hvis du er i akut krise, skal du kontakte egen læge eller lægevagten. Find telefonnummeret i din region her.

Offentliggjort af kronisklevende

Hvordan får man puttet ’lev’ ind i overlev igen. Det er farligt, at leve, man kan dø af det. Født i 1973, gift, 4 vidunderlige børn, Cand.Jur. Har kronisk intestinal pseudo obstruktion (CIPO), gastroparese og Polyneuropati AMSAN en subversion af Guillian Barrés Syndrom, stædig kørestolspilot med stor kærlighed til livet på trods af modgang. Efter i mange år, at have fokuseret på at leve med sygdom inde på livet og på at nægte at blive mine diagnoser, forsøger jeg i dag at bringe mere liv i livet og ikke bare overleve. Dette er min rejse som kronisk levende.

One thought on “Når livet gør ondt.

  1. Bor du i Sverige.

    Kontakta en vårdcentral eller psykiatrisk öppenvårdsmottagning om du tror att du eller någon annan har en depression. Här kan du hitta vård. Många mottagningar kan du kontakta genom att logga in.

    Ring telefonnummer 1177 om du vill ha sjukvårdsrådgivning och hjälp med var du kan söka vård. Det gäller även om du är orolig för någon som inte själv vill söka hjälp.

    Det är viktigt att inte vänta för länge med att söka hjälp.

    Om du behöver prata med någon
    Du kan kontakta en stödjour. Här finns någon som lyssnar och som kan ge råd och stöd och vem du kan kontakta. Du kan ringa eller chatta anonymt.

    Om du känner att du inte orkar mer
    Sök vård på en psykiatrisk öppenvårdsmottagning eller akutmottagning om du har tankar på att ta ditt liv, eller mår så dåligt att du känner att du inte orkar mer.

    Ring genast 112 om du eller någon i din närhet har allvarliga tankar på att ta sitt liv. Detsamma gäller om du är orolig för att en närstående mår mycket dåligt eller kan skada sig själv eller någon annan.

    https://www.1177.se/Skane/sjukdomar–besvar/psykiska-sjukdomar-och-besvar/depression/depression/

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: