En livsreminder.

Husk at sætte livet og døden på dagsordenen mens du kan.

Man skal have lov til selvbestemmelse, men som certificeret kørestolspilot med flere autoimmune kroniske sygdomme inde på livet, kan jeg blive skræmt af, de moralske og etiske linier, der skal krydses.

Oplever medpatienter, der reelt frygter for, at nogen anden (social og sundhedspersonel, læger, samfundet) beslutter, at nu er de blevet for dyre, at holde i live, så nu må vi hellere hjælpe dem herfra. Med mere eller mindre ufrivillig aktiv dødshjælp.

I det akutte stadie, hvor depression er en helt naturlig del af det kroniske forløb, frygter jeg, at man kan komme til at vælge permanente løsninger, på temporere problemer.

Livet er det der sker, mens vi har travlt med lave planer, og ofte bliver livet ikke som vi havde tænkt os, men gør det vore liv til dårlige liv, eller uværdige liv.

Livet er en stadig proces, en rejse om man vil, og når man først har indløst billetten, så er der ikke rigtig nogen vej tilbage.

At mærke efter.

Det gode er, at vores hjerner er lige så gode til at gøre det med omvendt fortegn; Vi kan finde en lille god ting og gøre den stor.

(Og livet har lært mig, at det faktisk er de små ting, der er de store.)

Det kan være en blomst i haven, en sang, en bog, ja hvad som helst.
Og netop den evne skal du bruge, hvis livet føles uoverskueligt.