Selvindsigt

Dagen idag bød på tid til eftertanke og reflektion.
Værdien af stilhed og ind imellem at kigge dybt indad er noget, som siden barnben har været utrolig vigtigt for mig.

Det har egentlig ikke noget med min katolske skolegang eller religion, at gøre men er en stor del af, hvordan jeg er menneske. Og jeg finder ro i kirken.

Så idag var färdtjänsten booket lidt tidligere og et besøg i kirken gav lidt tiltrængt ro.

At tænde lys, og sende en tanke til dem der ikke længere er blandt os, dem som har bekymringer, et lys for tro, håb, kærlighed og helbred giver mig en ro, jeg ikke finder andetsteds.

Så længe jeg kan huske, har jeg haft en stemme i mig, der ofte hviskede, at jeg ikke duede, som jeg var.
En stemme, der blev meget højlydt, når jeg gjorde noget klodset eller uklogt, når jeg fejlede eller gjorde noget forkert.
Den samme stemme var altid sær stum, når det lykkedes mig, at gøre noget godt.

Og jeg forstod sidenhen, at det ikke kun var et personligt problem; noget jeg gik og tumlede med, men noget rigtig mange kunne nikke genkendende til.

Efter mange års selvransagelse og terapi har jeg indset, at det er en del af den kulturarv, vi lever med.
Mange lever med en stadigt brummende, kritisk stemme indenbord.
En stemme, der er ugenerøs, når den taler til os, selv om vi ofte kun har begået en uskyldig fejl.
Vi går ofte og bærer en følelse af ikke at være nok i os selv, en frygt for at blive “afsløret“.
Vi tvivler på, at folk ville kunne lide os, hvis de vidste, hvordan vi virkelig er.
Vi iscenesætter istedet os selv.
For at være på den sikre side.

Idag følger jeg Sokrates’ visdom; Vær som du ønsker at fremstå.

Jeg kommer stadig den dag ihu, som var det igår, hvor jeg til en sammenkomst ikke havde nået, at bage en kage, som jeg ellers plejede, og min kære ven sagde; Tina, du er ikke her for din kages skyld, du er her, fordi vi gerne vil se dig, og være sammen med dig.

Det minde ligger trygt forvaret i det indre arkiv, og minder mig om, at jeg altid gerne vil være den bedste version af mig selv, for min skyld.

Og at jeg er noget værd.

Det er nemt at både undres og blive forfærdet over alle de vanvittige, fuldstændig ucensurerede tanker, der finder sted derinde i arkivet.
Det er i sådanne situationer, at man er glad for, at omgivelserne ikke kan tankelæse.
Men det er en trøst er, at sådan er det samme for alle.
Det er helt naturligt. Intet mærkværdigt end sige bemærkelsesværdigt overhovedet. Det gælder om, at forstå, at de netop er tanker — ikke skinbarlige sandheder.

Og en af de mange kundskaber, som med års flid er blevet tillagt i værktøjskassen er at, ikke tro på alt hvad jeg tænker. Og sidenhen, at mestre at bare observere tanken uden, at handle på den.

Den har taget mange års finjustering, at bemestre, og selv da falder jeg ind imellem i tankemylderfælden og må bare overgive mig til panikangst og koldsved.

Livet er en pågående proces, og ofte lærer vi mens vi fløjter afsted i høj fart, hvor risicien for fejl er overhængende stor. Men en klog mand sagde engang, at det er af fejlene vi lærer noget.

Men som sagt, er kirken et frirum for mig, præcis som skoven, markernes vejende aks eller havets klukkende bølger.

Vi holder os selv tilbage, når vi bliver bange for at fejle. Errare humanum est. Det er menneskeligt, at fejle.

Når vi er bange for at begå fejl, holder vi os til det sikre.
På den måde fratager vi os selv muligheden for at prøve og lære noget nyt.
Vi kan ikke lære og prøve nyt af uden at fejle, sådan er det.
Når noget er ukendt for os, skal vi øve os, før vi bliver bedre, og til slut kunne gøre det uden fejl.
Vi skal fejle og lære af vores fejl.
Det er sådan, det er at indlære.
Derfor er det at fejle en god ting.

Vi skal istedet glæde os over vores fejl.

Når vi laver fejl, betyder det nemlig, at vi er ved at lære noget.
Det er ensbetydende med, at vi tør kaste os ud i noget nyt.
At vi er modige, når vi laver fejl og tør stå ved vores fejl.
Det er sådan, andre ser os, selv om vi ikke altid tror det.

Hvis ikke vi fejler, lærer vi intet og bliver ikke klogere.

Så fortsætter vi blot med at være uvidende, om det vi ellers ville fejle med.
Det betyder altså, at vi ikke prøver nyt.
Når vi prøver nyt, vil vi nemlig altid fejle og blive klogere af vores fejl.
Det er altid fejlene, vi lærer af. Hvis du ikke er parat til at tage fejl, vil du aldrig komme med noget originalt.

“Success is often achieved by those who don’t know that failure is inevitable.” – Coco Chanel

As quoted in Believing in Ourselves (1992) by Armand Eisen, p. 15

Alle fejl kan føre til succes.

Det er en succes, når vi giver os selv lov til at fejle.
Ydermere er det en succes, når vi fortsætter efter at have fejlet.
Succes opnås ofte af dem, der ikke ved, at fiasko er uundgåelig, som Coco Chanel så elegant udtalte.

Successen kommer, enten fordi vi fortsætter, eller fordi vi lykkedes med det, der før fejlede.
Den kommer også, fordi vi lærer af fejlen.
Der er altså mange potentielle successer at opleve efter en fejl.