Winter Wonderland a la Valjeviken

Jeg faldt i søvn igår allerede inden 21:30, så kl.04:00, sagde det indre ur, at det var nok.

Så jeg lå et par timer og kørte basal kroppskännedom programmet igennem inden jeg gjorde mig klar til morgenkaffen.

Da jeg stod op kl.06:00 og tog min næringsdrik, var der en ukendt lyd udenfor… det var så sneslyngen, der var på overarbejde.

Der var en lettere snestorm udenfor og -4°, der var køligt på rummet igår, eller rettere min indre termostat kæmpede, og jeg havde derfor sovet med uldsokkerne på og et ekstra tæppe om benene. Men jeg var ekstra glad for de tykke bløde Merimekko/Adidas bukser Kristian havde udstyret mig med. Da jeg skulle ud i det vejr.

Efter en kop kaffe og et smilende æg var jeg klar til dagen første træningspas, en ombæring morgengymnastik, jeg trænede sammen med reumatismegruppen fra igår, de havde tidligere udtrykt ønske om, at coretræningen intensiveredes en smule, så da den halve time var overstået, var jeg klar til at gå i seng igen:-)

Der var indlagt en micropause, så jeg nåede at ligge på langs 5 minutter inden jeg skulle testes fysiologisk.

Jeg blev spændt fast på fødderne i en slags siddende stairmaster, og da jeg havde spurgt om et tip, så ikke jeg skulle alle kræfterne på, at koncentrere mig om, at holde fast i håndtagene, blev hænderne også spændt fast med et hjælpeaggregat. Spændende maskine, men med en prislap på den forkerte side af 50.000,- ekslusiv moms er det ikke sådan en der bliver opstillet på domicilet.

Den siddende crosstrainer, kunne svinge sædet, så forflytningen blev lettere. Det var dog lettere, at komme på maskinen end af. Da jeg var helt udkørt efter de 6 minutters intensitetstræning.

Efter en kort prøverunde, skulle jeg ’trampe’ alt jeg kunne i 6 minutter, for så kan man udvurdere, hvordan jeg udvikles undervejs. Og se hvordan min udholdenhed og evne ser ud, når jeg skal hjem igen.

Hold nu k*ft, hvor er 6 minutter lang tid ud i et, igen blev jeg opmærksom på, hvor god jeg er til, at ligge micropauser ind, i alt hvad jeg gør.

Efterfølgende var der forskellige øvelser på briks, og igen blev jeg opmærksom på, at skulle tænke sine bevægelser er ikke altid lige let, og kan kroppen vælge den korteste vej, at udført en handling, så gør den det.

Hvilket er af samme årsag, jeg sidder med albuerne oppe om ørene, når jeg for eksempel hakker/snitter grøntsager, hvis ikke jeg aktivt tænker, ned med armene.

Udmattet kunne jeg nå et hvil inden frokost.

Derefter var der fælles håndtræning og ergoterapeutiske bevægelser inden, jeg havde et individuelt pas, med ergoterapeuten, hvor der både blev målt håndstyrke (jeg forstår hvorfor jeg trykker fjernkontrollen i smadder, for det er alt eller intet, når man styrer sit greb med synet)og jeg har en håndtryksstyrke på 32, blev dog lidt svagere ved tredje tryk og højre hånd klarer et kilo mer end venstre, så kortisonsprøjten har hjulpet på min almene bruge af højre hånd/arm.

Normalværdier for håndstyrke. Jeg fik en dybere forståelse for, hvorfor og hvordan jeg formår, at trykke fjernkontrollen derhjemme i smadder.

Der blev føjet et par øvelser til mit håndlersprogram. Og da fingrene ikke rigtigt kunne mer, tilbød Catharina at vi sluttede af med en omgang paraffin behandling.

En hel halv time uden, stikken og prikken i fingrene, fantastisk.

Trætte ben i glade bukser. Nyder udsigten og en kop kaffe mens disse ord forfattes.

Nu har jeg et par timers hviletid, (de blev brugt på at skrive) inden der er aftenmad, og senere på aftenen musikquizz på programmet.

Det er dag 2, og jeg føler virkelig, at jeg har vundet helbredsoptimerings lotteriet.

Godt jeg fik fotegraferet solnedgangen igår, for idag er den sneet væk, en virtuel livreminder om, ikke at udskyde dagens glæde til imorgen, for ingen ved hvad morgendagen bringer.

Lysestagen fik vintertøjet på.
Sneen dalede fra morgonstunden og da det var op imod -8° hen over dagen fik den lov, at blive liggende.
Eftermiddagsvue fra madsalen.

Offentliggjort af kronisklevende

Hvordan får man puttet ’lev’ ind i overlev igen. Det er farligt, at leve, man kan dø af det. Født i 1973, gift, 4 vidunderlige børn, Cand.Jur. Har kronisk intestinal pseudo obstruktion (CIPO), gastroparese og Polyneuropati AMSAN en subversion af Guillian Barrés Syndrom, stædig kørestolspilot med stor kærlighed til livet på trods af modgang. Efter i mange år, at have fokuseret på at leve med sygdom inde på livet og på at nægte at blive mine diagnoser, forsøger jeg i dag at bringe mere liv i livet og ikke bare overleve. Dette er min rejse som kronisk levende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: