Idag er kroppen træt, sidste uge var for intensiv.
Men min taktik, men én dag ad gangen og virkelig mærke efter virkede efter hensigten, var ved at opgive onsdagens bassintræning, men eftersom det var næstsidste gang inden sommerpausen, og den postive effekt træningen har, gjorde at jeg fik motiveret mig selv.
Den basale kroppskännodom er skudt i gang med fordybelse tirsdag og torsdag, og besøget hos hjerneanalysatoren gik godt fredag (som ikke er helligdag i Sverige), og jeg synes vi holdt godt ud til fejring, da Thor’s 18 års dag løb af stablen Store Bededag senere samme fredag, man glemte helt at det var fredag d.13:-).
Lørdag måtte jeg opgive den første fysiske neuropromenade i Pildammsparken, eftersom färdtjänsten ‘kun’ kunne tilbyde udkørsel kl.9:00, og returkørsel 17:30. Arrangement et var kl.13:00.
Og DET orkede jag ikke.
Søndag fandt vi vores have, og ikke mindst vores terrase igen, (foruden relativt indpakkede havemøbler, var terrassen opholdsted for vores cykelprojekt, der stadig mangler lidt; blandt andet en art sækkestol jeg kan sidde i (den oprindelige idé om, at hele kørestolen skulle kunne køres derop er pauset, mens sækkestolen er inspireret af Valjeviken’s handikapløsning ved blandt andet segling, og det bliver det nok den løsning, vi vælger), sol fra skyfri himmel, satte prikken over i’et.
En neuropromenade på reservatet, med ultimativ Shinrin Yoku (skovbad) og naturens aller bedste soundtrack.
Klar til en ny uge.
☀️☕️🕉
Kronisk levende 