Mammografi og genindkaldelse.

Den 20. September var jeg til mammografi på sygehuset, en kaotisk dag, hvor färdtjänsten ikke var mulig og jeg selv tog elkørestolen ind til hospitalet.
En dag hvor jeg præcis udenfor entréen fik en sms om, at alt var aflyst på grund af sygdom blandt personalet og at der vil blive sendt nye indkaldelser ud, nedslået kørte jeg alligevel op til afdelingen og tjekkede ind, eftersom min indkaldelse til min store overraskelse alligevel virkede, spurgte jeg en sygeplejerske om det er muligt, at vente, det sagde hun god for, så det gjorde jeg.
Jeg fik taget bilderne inden dagen fortsatte med ergoterapi og køreture på tværs af byen.

Normalt er der svar på mammografien inden for 3-4 uger men jeg hørte ingenting, hvorfor jeg ringede til afdelingen, da hele mammografiforløbet jo var lettere kaotisk.

Flere i mine omgivelser er i øjeblikket i behandling for brystkræft, og det sætter naturligvis tankerne i gang, specielt når det sædvanlige brev om, at nu har de gennemgået billederne, og der intet er at bemærke, og jeg vil få en ny indkaldelse indenfor 18-24 måneder, udebliver.

Da jeg så ringer i begyndelsen af November får jeg, at vide, at de at har meget at lave, og at billederne vil blive behandlet og besvaret.

Hun forklarer endvidere, at jeg vil få besked, hvis billederne ikke var tilstrækkelige eller på anden vis behøver at kompletteres, og at det altså ikke behøver at betyde, at noget er galt…

Idag kom svaret så; at de gerne vil se mig til yderligere undersøgelser næste uge.

Omkring tre procent af alle mammografiundersøgelser resulterer i et genbesøg.

At vente på en ny undersøgelse og et nyt resultat indebærer ofte en masse bekymring og en strøm af mere eller mindre vallide tanker.

Lige nu tænker den irrationnelle, at hun allerede kunne se, at jeg skulle genindkaldes, hvorfor hun sagde som hun sagde, da hun jo ikke ville gøre mig mere urolig, når tiden lå små 3 uger senere end da vi havde den samtale.”

Hvor skal jeg gøre af af min angst?
Og hvorfor bliver man kaldt tilbage?

Husker stadig tiden inden jeg fik min intestinale pseudo obstruktions diagnose, hvor en læge sagde, at man mistænkede lymfekræft, hvorpå jeg blev sendt hjem på weekend permission, og brugte weekenden på at skrive breve til alle ungernes store mærkedage i livet, lave livstestamente og planlægge begravelse, vi måtte forklare børnene at vi ikke vidste, hvad der nu skulle ske, men jeg erindrer, at jeg var ret overbevist om, at jeg ikke ville komme hjem igen.

Nu var der jo heldigvis ikke tale om lymfekræft, og den tarmbiopsi kirurgen tog endte med, at male et helt andet motiv.

Men en mandag eftermiddag i November kom alle de der følelser tilbage med et trylleslag.

Genindkaldelse til mammografi.

Så det bliver formentlig en uge med rutchebanefornemmelser inden de på næste mandag skal foretage en ny mammografi med flere billeder for bedre at vurdere, hvad de eventuelt har set eller ikke set i brystet.
De skal måske lave en ultralydsundersøgelse, og er vi helt ude på dybt vandt skal de lave en prøveudtagning.

Hos et flertal af alle de kvinder der genindkaldes finder de således ingen tegn på brystkræft. Det er jeg nødt til, at fokusere på.

Og vi skal være taknemmelige for, at vi får lov til at gå på mammografier, og at alt bliver nøje tjekket ud, for dødeligheden er faldet markant, de seneste år, i takt med, at de nu opdager tumorer tidligere.

Jeg har siden jeg i 2014 fik en subversion af Guillain barrés syndrom; Polyneuropati AMSAN været ekstra påpasselige med at følge alle indkaldelser for, jeg kan ikke længere selvundersøge mig selv, for jeg har mistet følesansen og selvom Kristian gerne hjælper til, er det bare ikke ansvar, der skal lægge på ham.

Så lige nu er tankerne bare mange og overvældende.

Jeg vil forsøge, at bibeholde mit et skridt ad gangen👩🏻‍🦽fokus, og at acceptere det, jeg ikke kan forandrer, som altså lige nu er, et genbesøg på mammografi klinikken næste mandag.

Offentliggjort af kronisklevende

Hvordan får man puttet ’lev’ ind i overlev igen. Det er farligt, at leve, man kan dø af det. Født i 1973, gift, 4 vidunderlige børn, Cand.Jur. Har kronisk intestinal pseudo obstruktion (CIPO), gastroparese og Polyneuropati AMSAN en subversion af Guillian Barrés Syndrom, stædig kørestolspilot med stor kærlighed til livet på trods af modgang. Efter i mange år, at have fokuseret på at leve med sygdom inde på livet og på at nægte at blive mine diagnoser, forsøger jeg i dag at bringe mere liv i livet og ikke bare overleve. Dette er min rejse som kronisk levende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: