Den første fredag i december.

Klar til dagens dont.
På med smilet, postivt mindset; jeg kan, jeg vil, jeg skal,

Holy moly.
Dagens morgengymnastik gik forholdsvis gnidningsløst, når man ser bort fra det faktum, at jeg stødte på en god Neuro ven, som jeg slet ikke har registreret i gangene i løbet af ugen, hvor han har været på dagrehabilitering, undskyld Thomas.

Det illustrerer ret konkret hvor meget koncentration træningen har krævet.

Derefter individuel fysioterapi og også det var en øjenåbner, for godt nok er jeg god til, at finde på løsninger i hverdagen, men det er langt fra de kropslige korrekte udførelser af de forskellige kropsbevægelser.

Når jeg ’ikke må snyde’ og skal bruge armene til eksempelvis at rejse mig, ved at skubbe fra siddeunderlaget, sker der ikke så meget.

Jeg anvender ofte armene, når jeg skal hive mig op, præcis som med bækkenbundsøvelsen igår.

Da jeg skulle løfte benene enkeltvis (samtidigt som jeg uskadeliggjorde hænderne, ved at sidde på dem) skete der stort set ingenting. Det højre ben kunne dog klare en anelse mindre ingenting end venstre ben, der virkelig bare var en klods om benet.

Det var en skræmmende indsigt for jeg synes jo klarer mig ganske godt, men muskelmæssigt sker der ikke ret meget under knæhøjde. Jeg forsøger jo, at styre de forskellige muskelgrupper med tankerne og det går da bare nøjagtigt ligeså dårligt, som jeg havde frygtet.

Jeg kom op og stå, men det er hænderne og armene, der styrer det show. Da jeg skulle løsne grebet en anelse, var jeg ved at gå i gulvet, for mit greb har bare to funktioner, alt eller intet. Jeg har kæmpet siden 2015, med at få et synsstyret ’løst greb’ men det er godt nok stadig meget op af bakke.

Følger den skarpe lysestage nøje fra et ’hemmeligt’ spot fra en god vinkel i huset på vej enten til eller fra fysioterapien. Corona situationen er skærpet, så der er kommet besøgsforbudslapper op overalt, hvor der er risiko for, at besøgende til Valjehälsans vårdcentral skulle forvilde sig ind på Valjeviken’s almene område.

Efter min cykeltræning igår var min lægmuskler, så overanstængte, at benene svigtede da jeg skulle forflytte mig til toilettet, så jeg fik da set nærmere på de grålige melerede gulvkakler med laksefarvede indslag, der måske/måske ikke, har lidt varme indbygget.

Der skete ingenting mere end, at stoltheden led et knæk, og jeg kunne selv hive mig op i armene ved hjælp af Wheelie (jeg har en alarmknap om håndleddet, og er blevet formanet om, at anvende, såfremt noget lignende skulle ske (igen).
Og så skal mobilen have en ny ombæring Panzer-eller UltraGlass-skærmbeskyttelse. For det slog sprækker præcis som stoltheden ved nærkontakten med kaklerne.

Selvom området sneryddes, var jeg en lille smule strandsat udenfor madsalen igår, så jeg er ikke rigtigt kommet ned til vandet de seneste dage andet end i tankerne og ved hjælp af en gennembladring af efterårets ’vand’billeder på mobilen fra Valjeviken tidligere besøg, det er fordelen ved, at have frekventeret Valje så meget, det er lettere at visualisere, og med lidt bølgeskvulp i ørene, får jeg endnu mere end naturen tilbyder live på bølgefronten i disse dage.

Efter frokost, som jeg faktiskt bestemte mig for, at forsøge, at tage del af, var vi en lille udsøgt skare på håndtræningspasset, og min individuelle håndtræning bestod mestensdels af dejligt varmende paraffin behandling. Inden det var tid til et fysioterapeutisk avspændigspas inden der officielt blev fløjtet af til weekend. Da frokosten ikke blevet varigt bekendtskab, opgav Jeg aftensmaden og tog en næringsdrik istedet.

Stak dog snuden og Wheelie 👩🏻‍🦼ud foran den saltede reception, for at fange noget af sneen live uden vinduer imellem. Og få formet en enkelt snebold, til trods for perfekt sneboldssne, var mine hænder og fingre ekstremt usamarbejdsvillige og det blev istedet en art slush ice by hand.

Fik tørret Wheelie’s kampdæk af på de dertil indrettede måtter inden jeg genindtog hovedbygningen.

Kiggede længselfuldt på min seng, det værkede overalt, så jeg tog en rask beslutning og iførte mig mundbindet og kørte ned for at tjekke gulvhøjden i det varme bassin.

Et hastigt ombytte til badetøj, og når jeg siger hastigt, mener jeg ekstremt skildpadde fart, for der var absolut intet hastigt over mine bevægelser. Kørte ned fandt en poolnoodle og kunne lade mig dumpe ned i varme bassin. Ingen ork tilbage, så det blev bare til et par benspjæt også ellers bare ren nydning og flydning, min krop kunne slet ikke finde afslapninglejet og havde det ikke været for en julerød poolnoodle var jeg sg* nok gået til bunds som en sten. Sneen lå som et hvide tæppe udenfor og, da jeg havde kæmpet mig op i stolen igen og kørte ned for, at lægge noodlen på plads passerede jeg den varme bubble pool, der med sin knitren og sitren kaldte lokkende spot en sirenesang. Ergo fik jeg parkeret Wheelie, så jeg kunne rumpe mig over i bassinet. Eftersom jeg ikke har normal kulde-og varmeopfattelse var jeg lidt spændt på eksperimentet. Jeg kan sidde i brusebadet og være en brokmås over at vandet er for varmt og så er det i virkelighed, alt for koldt eller vice versa, og da jeg først fik foden ned i bassinet ved jeg faktiskt ikke om det føltes, som en omgang friture eller en tur barfodet i sneen, men trin for trin kom jeg længere ned og boblerne var der ingen tvivl om, gjorde min værkende krop godt. Skiltet sagde 38°, men min normale legemstempetur er 34.3°, så det har formentligt nok været nærmere friture end sne. Efter at have kørt en miniversion af rejsen gennem kroppen havde jeg ingen idé om, hvordan jeg både skulle komme igen, forflytte mig til stolen, og få vasket kloren af. Men en time senere kunne jeg glide trygt ned under dynen.

Surrealistiskt at ligge i et varmt bassin med -9° uden for vinduet.

Offentliggjort af kronisklevende

Hvordan får man puttet ’lev’ ind i overlev igen. Det er farligt, at leve, man kan dø af det. Født i 1973, gift, 4 vidunderlige børn, Cand.Jur. Har kronisk intestinal pseudo obstruktion (CIPO), gastroparese og Polyneuropati AMSAN en subversion af Guillian Barrés Syndrom, stædig kørestolspilot med stor kærlighed til livet på trods af modgang. Efter i mange år, at have fokuseret på at leve med sygdom inde på livet og på at nægte at blive mine diagnoser, forsøger jeg i dag at bringe mere liv i livet og ikke bare overleve. Dette er min rejse som kronisk levende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: