Ikke lige sådan jeg havde troede min weekend skulle være.
Prøver virkelig at være positiv, men mavekramperne og kvalmen har efterladt mig fuldstændig orkesløs, og ude af stand til at føre en samtale; havde jeg kunnet få en färdtjänst bil var jeg ’stukket af’, havde kastet handsken og håndklædet i ringen og var kørt hjem.
Stien ned til havet var ryddet, men der var så glat, at jeg opgav forsøget og kørte retur og puttede mig ned under tæppet, mens jeg bare lå i fosterstilling og så dagslyset forsvinde, først om lørdagen, og derefter præcis det samme søndag. Lørdag forsøgte jeg idet mindste, at hælde lidt mad op på tallerken, men da madlugten alene drev kvalmen helt ud af proportioner opgav jeg den øvelse om søndagen.
Selv ikke juleteen kunne få stemningen i vejret. At indse hvor dårligt min krop fungerer har punkteret ballonen.
Jeg har kørt mine daglige træningsprogrammer, men er begyndt at sætte spørgsmåltegn ved effekten.
Og den ekstra egentræning jeg troede jeg skulle mestre i weekenden, skrinlagdes da smerterne gjorde det umuligt, at bevæge mig mer end højst nødvendigt.
Så nu ligger jeg her kl.02:26… 02:30 …02:41 natten til mandag, og har bare ondt af mig selv. Forsøgte at finde en stjerne, der kunne forbinde mig lidt til familien derhjemme, men bortset fra en frostklar chillfaktor, der gjorde de -4° til -10°, var der ingen lyspunkter på himmelen.
Så jeg trak bare næsen til mig selv og kørte ind under dynen igen.
Og så er det blevet mandag igen.
Det er svært, når man stadig kan alt inde i hovedet og så rammer realiteterne, og det selvfølgelig koster på aktivitetsbalancen, når man stædigt selv bruger 10 minutter på at rulle et gardin op og ned, når jeg kunne ringe på klokken og få hjælp til opgaven; men kundskab er også at indse hvilke kampe der skal kæmpes og for mig er det selvstændighed i hverdagen, der vejer tungt. Så positivte redskaber til, at udregne mine styrker og svagheder.
Kronisk levende 